Danmark
Social- og indenrigsminister afviser økonomisk hjælp til boligtrængte
Rådet for Socialt Udsattes forslag om hjælp til boligklemte kontanthjælpsmodtagere skydes blank ned
Mandag fremlagde Rådet for Socialt Udsatte deres årlige forslag til at forbedre udsattes vilkår i Danmark. Et af fokusområderne i årets rapport er at forebygge den hjemløshed, som rådet forudser bliver konsekvensen af regeringens kontanthjælpsloft.
Læs: Rådet for Socialt Udsatte foreslår tilskud til hjemløse
Boligstøtte
Rådet foreslår, at der laves en undtagelse i kontanthjælpsloftet, så borgere først kan trækkes i boligstøtte, når kommunen har anvist en billigere bolig til borgeren.
Skyder ned
Den idé skyder social- og indenrigsminister Karen Ellemann (V) dog ned.
- Det har vi ingen planer om. Det er det korte svar, siger ministeren, der mener, at regeringen har gjort det muligt for kommunerne at løse et eventuelt problem.
Lempet krav
- Sammen med KL har vi lempet på nogle bygningsmæssige krav. Helt konkret betyder det, at der ikke skal være mindst tre værelser, før man kan bruge en almen bolig som bofællesskab.
Hjemløse
Rådet for Socialt Udsatte vurderer, at regeringens kontanthjælpsloft vil føre flere ud i hjemløshed.
- Man kan ikke afvise, at nogle mennesker vil opleve, at de bliver pressede på økonomien. Men hele tilgangen til kontanthjælpsloftet er, at det ikke er meningen, at mennesker skal forblive i den situation, svarer Karen Ellemann.
Foreslår akutboliger til udsatte grønlandske kvinder
Køber ikke præmis
- Det er vigtigt at få sagt, at det nytter ikke, at man altid griber til en 'send-flere-penge' eller 'giv-folk-nogle-større-ydelser'. Den præmis køber jeg og regeringen ikke.
Bredside
Ministeren giver derudover en bredside til kommunerne, der ifølge ministeren bærer en del af ansvaret for at sikre et passende antal billige boliger.
- Diskussionen om billige boliger er en pudsig størrelsen, al den stund rigtig mange kommuner helt bevidst har sammenlagt små og mindre boliger med det formål at tiltrække nogle ressourcestærke borgere, siger hun.
Lokalt ansvar
- En kommune har også et lokalt ansvar for at have et mangfoldigt boligudbud. Vi har lyttet til kommunernes behov. Men kommunerne må også hver især have den tilgang.
/ritzau/