Social- og Boligminister: Vi har dialog om øget samarbejde indenfor flere områder 

Programmet var tætpakket, da Social- og Boligminister Sophie Hæstorp Andersen mødtes med flere medlemmer af Naalakkersuisut. Regeringen vil gerne understøtte bedre indsatser omkring socialt udsatte børn og unge i Grønland, og det omfatter blandt andet også udfordringerne på boligområdet.   

Social- og Boligminister Sophie Hæstorp Andersen (Soc.) besøgte sammen med Naalakkersuisoq for Sociale Anliggender, Arbejdsmarked, Indenrigsanliggender og Miljø, Bentiaraq Ottosen (Dem.), Frelsens Hæri i Nuuk torsdag eftermiddag.
Offentliggjort

Den danske Social- og Boligminister Sophie Hæstorp Andersen (Soc.) landede i Nuuk tirsdag, hvor hun frem til fredag morgen mødtes med flere medlemmer af Naalakkersuisut. 

Sundhed og sociale anliggender 

Tirsdag mødtes hun med Naalakkersuisoq for Sundhed, Anna Wangenheim (D), og sammen besøgte de to bosteder i Nuuk. Dernæst var der møde med børnetalsmanden Stina Sværd og besøg på projektet Mind Your Own Business, der arbejder med iværksætteri for drenge i alderen 13-19 år.  

Hun holdt også et møde med Naalakkersuisoq for Børn, Unge og Familier, Maasi Pedersen (IA), og sammen hørte de et oplæg hos Inulerivik - det Nationale Terapi- og Rådgivningscenter - der tilbyder psykologiske og terapeutiske behandlingstilbud til børn, unge og voksne i psykisk mistrivsel. 

Smilende boliger

Senere på ugen var boligerne i fokus, da hun sammen med Naalakkersuisoq for Boliger, Infrastruktur og Yderdistrikter, Aqqaluaq B. Egede (IA), gik en tur i byen og så på klimasikring og boliger under sanering i regi af projektet smilende boliger. 

Det er nyt, at der nu er en dialog mellem Danmark og Grønland på det hjemtagne boligområde, men det skyldes ifølge ministeren, at der er tæt kobling mellem socialt udsathed og boligmangel.

– I regeringsgrundlaget står der, at vi skal gøre hvad vi kan for at understøtte bedre indsatser for socialt udsatte børn og unge. Det er jo et vidt begreb, der omfatter flere  hjemtagne områder, men der er løbet noget forud med vores støtte på socialområdet. Tilsvarende på boligområdet, synes jeg at det er interessant at udveksle erfaringer om de udfordringer, man står over for ud fra en tankegang om, at børn og unges muligheder ofte hænger sammen med deres eller deres forældres muligheder for at få en bolig, sagde Sophie Hæstorp Andersen, der bekræfter, at der også er en dialog om, hvad den danske regering kan og skal gøre for at understøtte, at der bliver gjort noget ved boligmanglen i Grønland. 

Mørketal skal frem i lyset 

Sidst på dagen torsdag var Sophie Hæstorp Andersen sammen med Naalakkersuisoq for Sociale Anliggender, Arbejdsmarked, Indenrigsanliggender og Miljø, Bentiaraq Ottosen (A) på besøg hos Frelsens Hæri, hvor korpsleder Nathanaël Münch fortalte om, hvordan de arbejdede med socialt udsatte. 

Til Sermitsiaq sagde Bentiaraq Ottosen, at dialogen med ministeren blandt andet handlede om, at få skabt større klarhed over, hvor mange socialt udsatte, der egentlig flytter fra Grønland til Danmark, hvor de flytter hen og hvorfor de flytter til Danmark. 

– Vi har begge god grund til at interessere os for de mørketal. Der ligger mange familietragedier bag en flytning til Danmark, og vi skal prøve at blive bedre til at finde ud af hvad der ligger bag tallene, sagde Sophie Hæstorp Andersen. 

Powered by Labrador CMS