Snevejr forsinkede opsendelse af satellit

Men dårligt vejr med sne i Kiruna har forsinket ballonopsendelsen af minisatellitten der skal overvåge skibstrafik.

Offentliggjort

Aalborg Universitets nyeste minisatellit AAUSAT3 blev ikke sendt op i stratosfæren med ballon onsdag, som det ellers var planlagt. Snevejr i Kiruna i Nordsverige forsinker opsendelsen.

Den nye prototype af AAUSAT3 er tredje satellit, som bygges af ingeniørstuderende fra Aalborg Universitet/AAU.

Den færdigudviklede version af satellitten skal sendes sendes op med raket i rigtigt kredsløb om Jorden, hvor den skal foretage målinger af skibstrafikken omkring Grønland.

LÆS ARTIKEL: Ny satellit skal overvåge skibstrafikken

Efter planen skulle prototypen af AAUSAT3 være sendt op med ballon onsdag fra Kiruna i det nordlige Sverige.

Ballonen skal bringe satellit-prototypen op i stratosfæren 35 km over jorden, hvor den i rumlignende omgivelser skal foretage målinger af skibstrafikken i og omkring det nordligste Sverige.

Men dårligt vejr med sne har forsinket ballonopsendelsen fra Esrange Space Center i Kiruna.

Seneste melding lyder nu på, at man vil sende satellitten op med ballon fredag.

AAUSAT3 er en minisatellit på kun 10 x 10 x 10 cm.

Powered by Labrador CMS