Snekaos på vej i Danmark

Resten af ugen byder på masser af sne, kulde og deraf følgende trafikale vanskeligheder i Danmark

Weekendens snefald i stor dele af Danmark har mange steder vakt glæde og skabt julestemning. Her er et billede fra Langesøskovene ved Langesø, cirka 13 kilometer vest for Odense. Foto: Knud Fl. Larsen
Offentliggjort

Mandag aften og i nattetimerne frem mod tirsdag ventes himlen for alvor at læsse sne ned over det meste af Danmark.

Derfor kan man godt forberede sig på, at myldretiden tirsdag morgen strækker sig over lidt flere timer end sædvanligt.

- Og så ventes det oven i købet af blive koldere i løbet af tirsdag. Samtidigt blæser det op, så man kan forvente fygning mange steder på Sjælland, siger vagtchef ved Danmarks Meteorologiske Institut, Lars Henriksen.

Forinden har nordjyderne allerede mandag eftermiddag haft den tvivlsomme fornøjelse at skulle bevæge sig hjem igennem snefygning.

Fygningen betyder selvfølgelig, at det kan være svært at se præcis, hvor vejen er.

- Og så kan man risikere, at der pludseligt ligger en meter sne, når man kommer kørende, siger Lars Henriksen.

Se billeder i "Så kom julestemningen til Danmark"

I DMI's prognoser er der ikke umiddelbart noget, der tyder på, at sneen og kuldegraderne snart går væk.

I Østersøregionen, altså Lolland-Falster og Bornholm, slipper man nok lidt billigere end i resten af landet.

Koldest ser det i første omgang ud i Nordjylland, men i løbet af ugen kan man også komme helt ned på minus 10 grader flere andre steder i det jyske.

Der ventes sne alle dage resten af ugen. Det vil dog veksle lidt, hvor sneen vil falde.

Powered by Labrador CMS