Snak om bordelvirksomhed vækker forargelse
- Grådigheden har vundet over befolkningens indforståede moralske selvforståelse, mener en af Sermitsiaq.AG’s læsere
Det har bragt mange sind i kog over det ganske land, efter at hotelejer i Maniitsoq Søren Lyberth har udtalt sig positivt om bordelvirksomhed, når eller hvis flere tusinde kinesere kommer til Maniitsoq-området i forbindelse med Alcoa-projektet.
- Vi er parate til at tage den udfordring, det giver. De (kineserne, red.) må gerne integrere sig midt i byen. Vi kunne etablere et bordel således, at der sker noget økonomisk, så nogen kan tjene på det, sagde Søren Lyberth for nylig til DR's radioprogram 'Orientering'.
Læs også "Bordelvirksomhed til Maniitsoq?"
Vi har samlet et udpluk af de indtil videre cirka 100 kommentarer, som folk har skrevet her på Sermitsiaq.AG. De fleste tager afstand fra Søren Lyberths udtalelser, nogle gør opmærksom på, at en debat om prostitution er vigtig, mens en læser eksempelvis skriver, at det er et "modigt løsningsforslag til et mega tabubelagt emne i vort samfund”.
Sofia Rossen:
- Vil Søren Lyberth have sin kone, sin datter, sit søde barnebarn til at prostituere sig for kineserne eller for den sags skyld for andre, bare hans firma tjener på det? Det er et menneskesyn, der vil noget! Lade andre sælge deres krop for, at han kan tjene penge? Er han villig til at sælge sig selv til en kvinde fra Kina, så hans firma kan tjene på det? Nej, jeg mener bestemt, at prostitution ikke skal ind i vort land, og jeg håber, at Inatsisartut og Naalakkersuisut taler med alvorsord om dette meget nedsættende emne, når det engang kommer på dagsordenen!
Pia Johnsen:
- Spændende debat, som jeg som tidligere socialarbejder vil glæde mig til at følge med i. Prostitution findes i alle lande, også her! Jeg synes, det er vigtigt med ordnede forhold, inden man slipper 2000 primært mænd løs i et lille, lukket lokalsamfund. Udtalelsen er taget ud af en sammenhæng, og jeg synes, at det er useriøst at inddrage Søren Lyberths familieforhold i debatten!
Henrik Lund-Andersen:
- Grådigheden har vundet over befolkningens indforståede moralske selvforståelse. Gud fader for en mental deroute eksklusivt fremført af ledende politikere og ditto ekspolitikere. Hvor klamt!
Dorte Hansen:
- Hvor er det godt, at nogen tager bladet fra munden! Stor respekt for, at du kæmper. Hvad er det for et menneskesyn? Ville hr. Lyberth måske anvise sin egen kone og/eller døtre arbejde i den omtalte 'virksomhed'? Jeg tror det næppe. Du har helt ret: Guldet kan købes for dyrt.
John Ferrall:
- Debat og dialog er vigtige faktorer for at kunne dele sine synspunkter. Og det aktuelle emne har bestemt brug for en åben dialog og et opråb, så Maniitsoqs beboere og samarbejdspartnere kan værne om deres værdier og fremtid. Det er godt, at du og andre tør at tage debatten op. Noget, jeg bestemt bakker op om.
Robert Holmene:
- Et modigt løsningsforslag til et mega tabubelagt emne i vort samfund... Jeg er ikke tilhænger af ideen, og jeg har ikke et alternativt løsningsforslag kontra min modstand... og det ser jeg heller ikke, at I andre debattører har... Men problemet er soleklart: Hvordan løser vi problemet med at - så kommer tabuemnet, og sarte sjæle bedes stoppe deres læseri her - 2000 kinesiske arbejdere får dækket deres seksuelle behov? De er mennesker ligesom os... De har samme behov som os for at spise, drikke og ha' socialt samvær, og tro det eller ej.... de har sgu også et seksuelt behov... og bliver der ikke gjort noget ved netop det basale problem, ja så kan kun vores allerværste frygt lede tankerne hen på, hvad der er blevet gjort igennem tiden for at dække menneskets seksuelle behov (Jeg skriver ’mennesket’, fordi det jo ikke kun er mænd, der har det behov). Så mit spørgsmål til jer debattører er: Hvad løsningsforslag har I? De kan jo ikke gå, uden I ved nok... blinke blinke.
Læs mange flere kommenrtarer her.
Læs mere om Søren Lyberths tanker om bordelvirksomhed i Maniitsoq i denne uges AG, som du kan købe her: