SMS-afstemning sender Siumut i front
1813 valgte at afgive deres stemme via SMS, da KNR lørdag opfordrede til et prøvevalg under den tv-transmitterede paneldebat. Resultatet viser, at Aleqa Hammond tager teten
Stik imod en vælgerprognose foretaget af HS Analyse for avisen Sermitsiaq, som viser dødt løb mellem koalitionen og oppositionen - og en lille føring til IA, så viser en SMS-afstemning hos KNR, at Siumut bliver landets største parti.
Det skriver knr.gl.
SMS-afstemningen skete i forbindelse med KNRs vælgermøde vist på tv lørdag eftermiddag. KNR oplyser, at 1813 unikke mobiltelefoner deltog i prøvevalget.
Siumut og Partii Iniut fik henholdsvis 45,2 og 7,4 procent af stemmerne - tilsammen 52,6 procent af stemmerne.
Inuit Ataqatigiit fik 32,3 procent af de afgivne stemmer.
Demokraterne fik 7,9 procent.
Atassut fik 6,3 procent af stemmerne, mens målingerne hos både HS Analyse og de afgivne SMS-stemmer begge er enige i, at vælgerne sender Kattusseqatigiit partiiat ud af Inatsisartut.
Valget til Inatsisartut er tirsdag 12. marts.