havet stiger
Smeltende grønlandsk gletsjer får havet til at stige
En stor gletsjer i Grønland smelter i voldsomt tempo og vil de kommende årtier få havet til at stige
Den enorme Zachariae Isstrøm-gletsjer i det nordøstlige Grønland er begyndt at smelte hurtigt.
Det viser satellitmålinger ifølge den britiske avis The Guardian.
Og det betyder, at havet vil stige i mange årtier fremover, advarer forskere.
- Selvom vi har nogle virkelig kolde år foran os, så mener vi, at gletsjeren er ustabil, siger Jeremie Mouginot, forsker ved University of California, til The Guardian.
- Nu hvor den er begyndt, vil den fortsætte, indtil den har en højderyg på omkring 30 kilometer, som kan stabilisere den og gøre, at den måske langsomt vil trække sig tilbage.
Mouginot og hans kolleger kan via 40 års satellitdata og flytællinger påvise, at den enorme gletsjer begyndte at aftage tre gange hurtigere fra 2012.
Ifølge en rapport i tidsskriftet Science viser de samme optegnelser, at gletsjerens område er svundet ind med 95 procent fra 2002 til 2014.
Eric Rignot, professor ved University of California, siger til The Guardian, at gletsjeren bliver "ramt oppefra og nedefra" med stigende lufttemperaturer, der smelter toppen af gletsjeren og udhuler undersiden med havstrømme, der er varmere nu end tidligere.
- Gletsjeren er nu ved at gå i stumper og stykker og trækker sig dybere ind i jorden, siger han til avisen.
Tilbagetrækningen forventes at fortsætte 20 til 30 år endnu, indtil gletsjeren naturligt begynder at bremse ned.
Forskerne kan dog endnu ikke præcis vurdere den fremtidige udvikling, da det vil kræve flere observationer.