Inatsisartut
Slut med at betale naboens gæld
Et flertal i Inatsisartut støtter forslag om ændring af regler for huslejebetaling i offentligt ejede udlejningsboliger
Naboer til dårlige betalere i udlejningsboliger kan i dag risikere at skulle betale højere husleje, hvis deres nabo ikke har betalt sin husleje. Et flertal i Inatsisartut er enig om, at det skal der sættes stopper for i fremtiden.
Det er Kim Kielsen fra Siumut, der har fremsat beslutningsforslaget til Inatsisartut, der blev drøftet under onsdagens debat.
Bred enighed
Kim Kielsen har efter sin indtræden som medlem af Naalakkersuisut fået orlov fra Inatsisartut. Derfor blev hans forslag fremlagt af Karl Kristian Kruse fra Siumut.
- Er det rimeligt, at de gode og pålidelige lejere pålægges en direkte økonomisk byrde som følge af, at andre lejere ikke kan eller ikke vil betale deres husleje, eller som følge af, at udlejningsboliger står tomme gennem kortere eller længere tid? Det synes Siumut, hverken er rimeligt eller naturligt, sagde Karl Kristian Kruse i sin fremlæggelse af forslaget.
Forslaget mødte ingen modstand i Inatsisartut og skal nu behandles i anlægsudvalget.
- Der skal ikke herske tvivl om, at Naalakkersuisut er meget enig i, at det er et problem, at de nuværende lejere, som altid betaler deres husleje til tiden, er med til at sikre, at økonomien i boligafdelingerne hænger sammen. Det på trods af at der er mange restancer, sagde medlem af Naalakkersuisut for boliger Siverth K. Heilmann fra Atassut i sit svarnotat.
Der er 2.-behandling af forslaget den 26. november.