borgerinddragelse
Skulderklap til ny NGO-koalition
Naalakkersuisut støtter oprettelsen af NGO-koalition, der skal styrke borgerinddragelse i råstofprojekter
Det er med stor tilfredshed, at naalakkersuisoq for råstoffer Jens-Erik Kirkegaard fra Siumut onsdag kunne læse, at en ny NGO-koalition er under dannelse. Koalitionens formål er i tråd med Naalakkersuisuts ønske om at sikre bedre borgerinddragelse.
Læs: Ny koalition kræver bedre borgerinddragelse
NGO-koalitionen bestående af ICC Greenland, Transparency Greenland og WWF Verdensnaturfonden er under dannelse. Den nye koalition vil afholde flere debatmøder og kurser for at sikre borgerinddragelse i råstofprojekter.
- Det kan jeg kun tilslutte mig. Og jeg noterer mig med tilfredshed den kommende NGO-koalitions ønsker. Deres ønske om lovfæstet høringer har jeg allerede meldt ud til NGO’erne, inklusiv de nævnte organisationer. Så det er rart at høre, at de er enige i Naalakkersuisuts forslag, skriver naalakkersuisoq for råstoffer Jens-Erik Kirkegaard i en pressemeddelelse.
Departementet for råstoffer er gået i gang med at styrke borgerinddragelse i råstofprojekter.
- Jeg glæder mig til at fortsætte vores møderække med NGO’erne, så der kan komme konkret indhold på, hvordan borgerinddragelsen fremover skal fungere. Jeg er ikke i tvivl om, at det nok skal blive en succes, siger Jens-Erik Kirkegaard.
Den nye NGO-koalition holder stiftende møde i Nuuk den 14. oktober.