- Skrøbelig ligevægt i Arktis

Der er for øjeblikket en skrøbelig sikkerhedspolitisk ligevægt i Arktis, lyder det fra kontreadmiral Nils Wang, der opfordrer til bedre kommunikation mellem Grønland og Danmark

Rigsfællesskabet skaber sikkerhedpolitisk ligevægt i Arktis, men ligevægten er skrøbelig, lyder det fra Forsvarsakademiet. Foto: Leiff Josefsen
Offentliggjort

Den dårlige kommunikation mellem Danmark og Grønland kan true den skrøbelige sikkerhedspolitiske ligevægt, der lige nu er i Arktis, fastslår chef for Forsvarsakademiet, kontreadmiral Nils Wang i et interview i Weekendavisen i dag:

- Der er for øjeblikket en skrøbelig sikkerhedspolitisk ligevægt i Arktis. Men hvis eksterne aktører har på fornemmelsen, at Grønland er på vej væk fra Danmark, kan det skubbe til ligevægten. Lige nu har alle lande en interesse i stabilitet i Grønland. Ellers vil landet ikke kunne tiltrække langsigtede investeringer i mineindustrien. Alle har travlt med at sige, at der er fred og fordragelighed i Arktis. Men det er en skrøbelig balance, siger han således.

Ifølge Nils Wang kan dårlig kommunikation føre til rigsfællesskabets endeligt – og dermed true den sikkerhedspolitiske ligevægt i Arktis.

Dysfunktionelt forhold
Men hvad skal der så til for at forbedre kommunikationen?

- Det er svært at sige. Men vi kan konstatere, at dialogen for øjeblikket er dårlig. Det minder lidt om kommunikationen i et dysfunktionelt forældre-forhold til en ustyrlig teenager. Alt, hvad man siger, kan blive misforstået. Jeg mener ikke, at Grønland kan sammenlignes med en ustyrlig teenager. Men forholdet mellem Danmark og Grønland har bare udviklet sig sådan, fordi man taler sammen uden at sige tingene direkte.

Underdanige danskere
- Vi i Danmark er nærmest underdanigt servile, og ekstremt bange for at træde Grønland over tæerne. Den eneste måde, vi får en ordentlig dialog på, er ved at tage en ligeværdig snak sammen. Grønlandske politikere har ofte efterlyst mere ligeværdighed mellem Grønland og Danmark . Og at politikere på tværs af Atlanten taler sammen i øjenhøjde. Men forpligtelsen går begge veje, siger Niels Wang videre.

I interviewet i Weekendavisen understreger Nils Wang – som han tidligere har fastslået – at selvstyreaftalens adskillelse af råstoffer (Grønland) og sikkerhedspolitik (Danmark) ikke altid er hensigtsmæssig.

Falsk præmis
- Det er en falsk præmis, at sikkerhedspolitik og råstoffer altid kan adskilles. Når der kommer en ansøgning om udvinding af uran, bliver de grønlandske politikere tvunget til at tage stilling til, om de skal ændre deres nul-tolerance over for uran. Men samtidig ligger der nogle internationale forpligtelser og konventioner, som gør, at man bliver nødt til at tale med København. Det er jeg sikker på, at de grønlandske politikere godt ved. Lige pludselig får råstofpolitik sikkerhedspolitiske konsekvenser, siger han og fortsætter:

Dårlig dansk samvittighed
- Aben lander lige midt på bordet. Men desværre er det umanerlig vanskeligt at tale om de her dilemmaer. Danmark er forfærdelig bange for at træde Grønland over tæerne. Ubevidst bærer vi nok rundt på tankegods, som giver os dårlig samvittighed over vores fortid som kolonimagt. Det giver os en kolossal berøringsangst i forhold til Grønland, lyder det altså fra Niels Wang

Powered by Labrador CMS