Nuuk

Skolepige påkørt af bil

En 13-årig pige blev fredag morgen påkørt af en bil i Nuuk ved et fodgængerfelt

Den 13-årige pige blev hentet af ambulance. Politiet har nu afhørt bilisten, pigen og vidner til uheldet
Offentliggjort

En pige på 13 år blev påkørt af en bil i fodgængerfeltet ved Kamik Nukøb på H.J. Rinksvej i Nuuk fredag morgen. Pigen blev hentet af en ambulance og blev heldigvis udskrevet hurtigt fra Dronning Ingrids Hospital.

Bilister og fodgængere fik sig et chok, da den 13-årige pige blev påkørt ved 08-tiden. Ambulance og politi blev tilkaldt, og den chokerede pige blev kørt til Dronning Ingrids Hospital.

Politiet har nu forhørt chaufføren, vidner og den unge pige.

- Bilisten havde ikke været opmærksom på, at pigen var ved at krydse fodgængerfeltet, og pigen havde heller ikke været opmærksom på, at bilen var ved at påkøre hende. Men det er bilistens ansvar at tilpasse farten og være opmærksom på fodgængerne, siger vagthavende hos Nuuk Politi Kunuk Frederiksen til Sermitsiaq.AG.

Pigen er blevet undersøgt på Sana og kunne udskrives umiddelbart efter, da det blev konstateret, at hun ikke havde pådraget sig større skade.

- Men der kommer et retsligt efterspil for bilisten, siger Kunuk Frederiksen.

Bilisten kan blive idømt bøde og betinget frakendelse af kørekortet.

Powered by Labrador CMS