Skolenet får videokonference

Naalakkersuisut har store forventninger til et nyt videokonferencesystem, selvom der p.t. er problemer med forbindelsen til nogle bygder

Arkivfoto: Leiff Josefsen
Offentliggjort

- Naalakkersuisut er glad for at kunne oplyse, at der er opsat en Adobe Connect Pro-server til brug for hele uddannelsessystemet i Grønland.

Sådan lyder det i en pressemeddelelse fra Departementet for Uddannelse og Forskning.

Adobe Connect Pro er et videokonferencesystem, som kan bruges i forbindelse med blandt andet møder, fjernundervisning, online-kurser og eksamener.

Uundværlig mulighed
Det er naalakkersuisuts håb, at den forbedrede mulighed for face-to-face-kontakt via internettet vil blive brugt flittigt i forbindelse med eksempelvis kurser, coaching, vejledning og andet mellem by og bygd.

Adobe Connect Pro åbner for brug af både lyd og billede, nem fildeling af blandt andet dokumenter, optagelse af møder, direkte videokonference samt overtagelse af elevskærme i forbindelse med enten undervisning eller support i it.

- Alt sammen funktioner, som anses for uundværlige i forbindelse med undervisning og uddannelse, fremhæver naalakkersuisut.

Systemet vil fungere på Attat-nettet, som er Grønlands undervisningsnet.

Startproblemer i bygder
Opsætningen af serveren er resultatet af et samarbejde mellem E-forum og Attat, og det betyder, at alle institutioner og undervisere vil kunne få adgang.

Serveren er efter en grundig testfase klar til brug fra starten af det kommende skoleår.

På nuværende tidspunkt oplyser Departementet for Uddannelse og Forskning dog, at der kan der kan være problemer med forbindelsen til visse bygder, men at problemet ryddes af vejen i takt med en kommende opgradering af båndbredden bliver mulig til skolerne i bygderne.

Powered by Labrador CMS