Skolebørn forsker i klimaændringerne
På en række skoler i Nuuk, Aasiaat og helt nordpå i Kullorsuaq har eleverne i 8. og 9. klasse og på GUX Aasiaat i det sidste års tid lært om klimaændringerne, og hvordan de påvirker naturen i Grønland.
I projektet Greenland Rising har forskere fra Columbia University i New York og Grønlands Naturinstitut undervist i naturfag på en række udvalgte skoler. Forskerne har arbejdet sammen med skolelærerne og givet eleverne nogle spændende timer. I timerne har de lært om klimaet i Grønland og deres region i fortid og fremtid på grønlandsk, engelsk og dansk.
- Vores elever synes, det var spændende at blive undervist af et team med både nye, spændende og velkendte ansigter, og det var lettere at relatere sig til emnet, når det blev formidlet på et sprog og en måde, som var genkendelig for dem”, siger Søren Greve, der er viceskoleinspektør fra Kullorsuup Atuarfissua om oplevelsen.
Eleverne har hørt om, hvordan indlandsisen for 10.000 år siden dækkede hele Grønland og lå langt ud i havet. Sidenhen har landet løftet sig lidt efter lidt, efterhånden som indlandsisen stadig bliver mindre og lettere. For mange elever var det ny viden.
- Der var aha-oplevelser undervejs for både elever og undervisere. For eksempel ved det faktum, at vandstanden i Grønland ikke stiger, men falder, når der sker en større afsmeltning af indlandsisen, fortæller Søren Greve.
Forskning i børnehøjde
Eleverne har ikke kun lagt øre til videnskabens landvindinger. De har også lavet praktiske forsøg i klasseværelset. Med hjælp fra forskerne har eleverne blandet deres egen ”slime”, der skal vise, hvordan gletsjerne langsomt bevæger sig fra indlandsisen ned mod vandet og bliver til isbjerge.
- Eleverne har også haft 3D-printede modeller af Grønland i hånden og set det landskab, der gemmer sig under indlandsisen. Imens har forskere fra New York fortalt om indlandsisens historie over Zoom.
Læs hele artiklen i ugens Sermitsiaq her: