efterårsstorme
Skimmelsvamp: Nuuk Center ramt af fugtskader
Ejer af Nuuk Center-bygningen Ejendomsaktieselskabet Illuut og sælgeren af Nuuk Center, MT Højgaard, tager situationen meget alvorligt og er begyndt at udbedre skaderne
Selvstyret har efter de kraftige efterårsstorme i oktober og november konstateret, at der er trængt vand ind gennem facaden til deres kontorer i Nuuk Center. Det har resulteret i, at isoleringen og gipsbeklædningen enkelte steder i tårnet har fået fugtskader.
Det drejer sig særligt om gips og isolering fra 2. til 7. etage i væggene omkring nogle bærende søjler i sydfacaden.
Enkelte steder er der konstateret begyndende tegn på skimmelsvamp, og der er foretaget prøver af materialer og luften, oplyser direktør i Ejendomsaktieselskabet Illuut A/S, Ólafur P. Níelsen.
Bygningens ejer, Illuut, og sælgeren af bygningen, MT Højgaard, ’tager situationen meget alvorligt’, og er derfor begyndt at udbedre skaderne.
Midlertidige løsninger
I denne weekend bliver facaderne åbnet indefra for at foretage afhjælpning, udbedring af skader og midlertidig tætning af facaden, indtil vejret og temperaturen tillader udendørsarbejde på facaden.
- Arbejdet gennemføres i tæt samarbejde med Grønlands Selvstyre. Ved afhjælpningen er der foretaget alle de nødvendige tiltag og løsninger, der forhindrer, at der opstår eller eksisterer forekomster af skimmelsvamp. Blandt andet vil eksisterende fugtet eller beskadiget materiale i de berørte kontorer blive erstattet med Hydropanel (fibercement), vandfaste MDF-plader eller lignende, forklarer Ólafur P. Níelsen.
Og uddyber:
- Ini Byggeteknik A/S og Bygge- og Miljøteknik A/S vil kvalitetssikre arbejdet og foretage løbende tilsyn. Alle kontorer vil være gennemgået mandag den 16. december, og al udbedring forventes at være afsluttet inden juleferien er slut. Det udbedrende arbejde vil foregå i weekenden og i juleferien. Der er tale om midlertidige løsninger, der vil sikre arbejdsmiljøet i bygningen.