Nuuk
Skiltning skal gøre det nemt at finde rundt
Farverige skilte i Nuuk skal gøre det nemt at finde rundt, oplyser Kommuneqarfik Sermersooq
Nu skal det være slut med at gå forkert, når man færdes i hovedstaden Nuuk, det oplyser Kommuneqarfik Sermersooq i sin hjemmeside.
- Mange – både lokale og turister – genkender sikkert den irriterende følelse af at lede forgæves efter et skilt, som ikke findes, når man har brug for hjælp til at finde vej eller et bestemt sted. Der har både manglet skilte, retninger og oplysninger, skriver Kommuneqarfik Sermersooq.
Farveopdeling
Helt nye skilte med et tydeligt og logisk design vil i fremtiden gøre det mere smidigt og overskueligt at bevæge sig rundt i byen.
Nuuk, Nuussuaq og Qinngorput får nemlig en gennemgribende overhaling og bliver farveopdelt, så det bliver nemmere og mere effektivt at finde vej og transportere sig rundt i alle dele af hovedstaden.
Konceptet er, at simple by- og retningskilte viser vej til mere komplekse oversigtsskilte, som giver et samlet vue over by eller bydel, lyder det fra Sermersooq kommunen.
Sjov branding
- Det nye design og de nye skilte skal oplyse, vise vej og brande vores hovedstad. I dag har vi ikke et skiltesystem, som informerer dækkende, og det er utilfredsstillende for alle i Nuuk og for byen som hovedstad. Vi ønsker på en sjov måde at brande Nuuk med de tre bydele.
Det fortæller, udvalgsformand for Anlæg og Miljø, Mille Søvndahl Pedersen (IA).
Konceptet kommer første gang på prøve til marts næste år under Arctic Winter Games. Før, under og efter legene bliver AWG’s særlige skiltning tilføjet bybilledet.
De første skilte forventes at blive sat op i september eller oktober.
Klik på vedhæftede filer (til højre for artiklen) for at se plancher.
Læs også:
Flere skraldespande i Sermersooq
Kronprinsen skal promovere Arctic Winter Games