Slutopgørelse

Skattestyrelsen: Skatteyderne bliver forvirret om restskat

Når skatteyderne modtager den slutopgørelse for den seneste skatteår, opstår der forvirring og misforståelser for mange

Offentliggjort

Slutopgørelserne for 2016 er netop blevet offentliggjort, og der har været mange henvendelser fra forvirrede skatteydere til Skattestyrelsen.

- Når skatteyderen modtager slutopgørelsen og ser, at der står restskat til indregning, så opstår der for manges vedkommende forvirring og misforståelse og derfor retter de henvendelse til Skattestyrelsen, siger Ferdinand Hammeken, afdelingschef i Skattestyrelsen.

Betales efterfølgende år
Når der står, at der er indregnet restskat i forskudsregistreringen for næste år, betyder det, at restskatten inklusiv tillæg, indregnes i forskudsskat for næste års forskudsregistrering.

- Opkrævningen af restskat sker ved at reducere skattepligtiges fradrag for det efterfølgende år, og dermed betales restskatten og tillæg først i det efterfølgende år, forklarer afdelingschefen.

Kan betales nu
I sådanne tilfælde bliver der ikke udsendt opkrævning til dækning af opstået restskat. Hvis man ikke ønsker, at restskat skal indregnes til næste års forskudsskat, har man mulighed for at foretage indbetaling af restskat allerede nu.

- Indbetaling skal ske senest den 20. november i det skatteår, hvor ordinær slutopgørelse udsendes, og sådan kan man ”spare” tillægget på 6 procent, oplyser Ferdinand Hammeken.

Der kan være mange forskellige grunde til, at man får en ekstra skatteregning. Det kan for eksempel være, at man:

  • ikke har returneret det tilsendte forskudsskema
  • eller ikke har anmodet om ændret forskudsregistrering
  • eller har ignoreret Skattestyrelsens ansættelser af grundlaget for forskudsregistrering efter skøn
  • eller har manglende oplysninger om andre indtægter, som ikke er A-indkomst
  • eller har større/mindre afvigelser af andre B-indtægter og/eller fradragsberettigede udgifter. Dette kan for eksempel være renteudgifter af banklån mv. Jo flere afvigelser i korrekte B-indtægter og fradragsberettigede udgifter sammenholdt med de beløb, som er lagt til grund ved forskudsregistreringen, jo større bliver chancen for, at der opstår større eller mindre restskatter/overskydende skatter.

Vær opmærksom
- Det er derfor meget vigtigt at sikre, at man er opmærksom på grundlaget for forskudsregistreringen. Såfremt der sker ændringer i løbet af indkomstår, som også kan påvirke grundlaget for forskudsregistreringen, så sørg endelig for at anmodning om ændring af forskudsregistreringen også sendes til Skattestyrelsen. Derved kan efterreguleringer af skatten undgås eller være i minimale beløbsstørrelser, understreger Ferdinand Hammeken.

Powered by Labrador CMS