Skar betjent i ansigtet
En 26-årig kvinde overfaldt mandag en kvindelig betjent med et stykke knust porcelæn. Ualmindeligt groft overfald, siger politiet.

En erfaren, kvindelig, politiassistent i 30'erne blev mandag udsat for et overfald, der af politiet betegnes som 'ualmindeligt groft'.
Nuuk Politi blev mandag formiddag kaldt ud til en opgave, hvor en 26-årig kvinde, bosat på institutionen 'Aaqqa' skabte uro. En politipatrulje med tre politifolk blev sendt til stedet, oplyser vicepolitiinspektør Janus Eigaard fra Nuuk Politi.
Ved politiets ankomst til stedet var den 26 årige kvinde faldet til ro. Det blev besluttet at kvinden skulle en tur på sygehuset for samtale med en læge.
Undervejs fra patruljebilen til lægeklinikken gjorde den 26 årige kvinde pludselig udfald mod en kvindelig betjent, hvorunder kvinden skar den kvindelige betjent i ansigtet med et stykke knust porcelæn, hvorved den kvindelige betjent blev pådraget en lang flænge i ansigtet.
Den kvindelige betjent kom straks under lægebehandling og er nu sygemeldt.
Den 26 årige kvinde blev onsddag fremstillet for Nuuk Kredsret med krav om tilbageholdelse. Nuuk Kredsrets valgte at følge politiets anmodning om tilbageholdelse af kvinden, der nu er tilbageholdt i foreløbig 4 uger, sigtet for vold mod tjenestemand i funktion.
Sagen er alvorlig, siger politiet, der ikke vil acceptere trusler eller vold.
– Vi ser med stor alvor på sagen, og betegner volden mod betjenten som ualmindeligt groft, siger Janus Eigaard.
– Det er fuldstændigt uacceptabelt af politifolk, der udfører et stort stykke arbejde i samfundet, skal udsættes for vold og lignende når de passer deres arbejde, udtaler Janus Eigaard.
Politiet har meget fokus på sager, hvor politifolk bliver udsat for vold eller trusler. Derfor vil der også fremover blive grebet hårdt ind overfor personer der forøger vold eller fremsætter trusler rettet mod politifolk, understreger Janus Eigaard.