Skal Grønland være medlem af EU?

Det er på tide at sammenligne fordele og ulemper ved et medlemskab af EU, mener Demokraternes medlem af inatsisartut Niels Thomsen.

Demokraternes Niels Thomsen foreslår, at fordele og ulemper ved medlemskab af EU bliver undersøgt. Foto: Leiff Josefsen
Offentliggjort

Island arbejder nu på optagelse i EU efter at et knebent flertal i Altinget har givet grønt lys for en ansøgning om medlemskab.

LÆS ARTIKEL: Island søger om medlemskab af EU

Demokraternes medlem af inatsisartut Niels Thomsen foreslår til den kommende samling, at fordele og ulemper ved et medlemskab skal undersøges.

Det er ikke første gang Demokraterne tager emnet op i inatsisartut. Det daværende landsstyre mente i 2007, at den nuværende ordning bedst tjente Grønlands interesser.

– Siden foråret 2007 er der sket ting og sager i hele verden. Den er som bekendt blevet ramt af en finanskrise, der blandt andet har haft voldsom betydning for vores vestnordiske partner, Island. Krisen har sat tankerne i gang i Island. Et af de hedeste debatemner er, hvorvidt Island skal melde sig ind i EU, skriver Niels Thomsen i sin begrundelse for forslaget.

Der var folkeafstemning om Grønlands udmeldelse af det daværende EF i februar 1982, hvor 53 procent stemte for udmeldelse, mens 47 procent ønskede fortsat medlemskab.

– Vi respekterer, at befolkningen har sagt nej til EU ved en tidligere folkeafstemning i 1982, og derfor skal den endelige afgørelse træffes ved en folkeafstemning. Inden en folkeafstemning om et eventuelt medlemskab er det imidlertid vigtigt at foretage en uvildig og objektiv analyse af fordele og ulemper ved fortsat OLT-status eller EU-medlemskab. Det er dette arbejde Demokraterne ønsker at sætte gang i med dette forslag, siger Niels Thomsen.

Powered by Labrador CMS