Skal Danmark overtage ansvaret for sundhedsvæsenet igen?

Atassut har fremsat forslag om, at Naalakkersuisut skal undersøge, konsekvenserne af at sende ansvaret for sundhedsområdet tilbage på danske hænder. Forslaget mødte modstand hos flere partier i salen.

Offentliggjort

OBS Rettet onsdag klokken 08.50 Der er fejlciteret fra svarnotatet fra Naalakkersuisoq for Sundhed. Artiklen er rettet med korrekte citater.

Debatten kom vidt omkring, da et forslag om at undersøge konsekvensen ved at give ansvaret for sundhedsområdet tilbage til Danmark blev behandlet i salen tirsdag.

- Vi er positivt overraskede over, at der var så stort interesse for emnet, for sundhedsvæsenet har brug for et kæmpe løft. Så stort at vi har været nødt til at foreslå noget så drastisk som dette emne, siger Aqqalu Jerimiassen til Sermitsiaq.AG ovenpå dagens debat.

Allerede tilbage i juni måned var Atassuts medlem af Inatsisartut Bentiaraq Ottesen ude med en kontroversiel melding om, at Grønland ikke magter sundhedsområdet.

- Det står så skidt til, at vi bliver nødt til at bringe emnet op, om en mulig overdragelse af sundhedsområdet tilbage til staten.

- Hvis vi i dag kaster et blik på situationen rundt på kysten, ser vi, at der er stort mangel på læger og sundhedspersonale især de mere afsidesliggende steder, lød det fra Bentiaraq Ottosen i en pressemeddelelse i juni.

Vi ønsker selv at styre området

Det er udmundet i et forslag, der er behandlet i salen i dag tirsdag.

- Forslag til Inatsisartutbeslutning om, at pålægge Naalakkersuisut at udarbejde en redegørelse om tilbageføring af ansvaret for sundhedsvæsenet til Staten. Redegørelsen skal indeholde hvilke konsekvenser en tilbageføring af ansvaret vil få på økonomien, på medarbejderområdet, på servicen, for landet samt til patienterne, lyder det fra Atassut.

I et svarnotat påpeger Naalakkersuisoq for Sundhed, Anna Wangenheim(D), at problemerne skal løses af den enkelte borger, og ikke ved at skubbe ansvaret over på andre.

- Vi løser ikke vores problemer ved at lægge ansvaret over på andre. Noget af det vigtigste for vores samfund og for den enkelte er netop at lære at tage ansvar. At tage ansvar for en sundere livsstil, og at tage medansvar for vores sundhedsvæsen f.eks. ved at behandle vores sundhedspersonale på en måde så de har lyst til at være ansat i vores sundhedsvæsen.

- Naalakkersuisut finder det derfor ikke hensigtsmæssigt at bruge ressourcer på en redegørelse som forslagsstiller foreslår og indstiller forslaget til forkastelse.

Forslag sendt i udvalg

Flertallet afviste at godkende forslaget under førstebehandlingen, men det endte med, at et flertal bestående af Siumut, IA, Partii Naleraq og Atassut blev enige om at sende forslaget i udvalg, før det kommer til 2. behandling i salen. Og det glæder forslagsstillerne.

- Selvom det er ærgerligt, at andre partier ikke vil indrømme, at vi har taget munden for fuld ved at hjemtage sundhedsområdet tilbage i 1992, er vi dog glade for at forslaget bliver behandlet i udvalget. Vi håber på en stor forbedring på sundhedsområdet, som konsekvens af vores forslag, siger Aqqalu Jerimiassen.

Powered by Labrador CMS