Siverth sygemeldt – ny ressortfordeling

Først var det Simon Simonsen, der måtte bede om sygeorlov på grund af stress, og i sidste uge var det Siverth K. Heilmann, der fik et ildebefindende, der medfører, at han er ude af drift i Naalakkersuisut-sammenhæng.

Siverth K. Heilmann er sygemeldt efter et ildebefindende i sidste uge.
Offentliggjort

Formanden for Naalakkersuisut Kim Kielsen har i dag besluttet at ændre ressortfordelingen i konsekvens af de to sygemeldinger.

Erik Jensen tager Siverths områder

Erik Jensen, der er naalakkersuisoq for Råstoffer og Arbejdsmarked, overtager Natur, miljø og forskning som hidtil har hørt under Atassut-veteranen Siverth. K. Heilmann.

Af meddelelsen fra Kim Kielsen fremgår det ikke, hvor lang tid Siverth K. Heilmann har bedst om at blive fritaget for sit politiske ansvar i Naalakkersuisut.

- Det er endvidere besluttet, at Naalakkersuisoq for Erhverv og Energi Aqqalu Jerimiassen indtil videre varetager ansvarsområdet ”Boliger og Infrastruktur” under Simon Simonsens sygefravær, fremgår det af pressemeddelelsen, hvor det tilføjes:

- Dog vil sagen vedrørende forslag til Inatsisartutlov om nye lufthavne i Nuuk, Ilulissat og Qaqortoq fortsat blive varetaget af Naalakkersuisoq for Finanser og Nordisk Samarbejde Vittus Qujaukitsoq.

Det oplyses også, at enkelte andre sager i Inatsisartut i denne uge, inden for området ”Boliger og Infrastruktur”, vil efter allerede indgået aftale blive varetaget af Naalakkersuisoq Erik Jensen og Naalakkersuisoq Vittus Qujaukitsoq.

Powered by Labrador CMS