Siverth K. Heilmann om baser: Al forurening skal fjernes

Naalakkersuisoq for natur og miljø vil ikke acceptere, at affald fra Pituffik blot er blevet gravet ned

Offentliggjort

Danmark skal sørge for at alt affald fra de amerikanske militære installationer bliver fundet og fjernet, lyder opfordringen fra FN. Og naalakkersuisoq natur og miljø, Siverth K. Heilmann (A) er parat til at følge op på det spørgsmål. Det fortalte han under onsdagens spørgetime i Inatsisartut.

Det var Siumuts Jens Danielsen, der rejste spørgsmålet med henvisning til en rapport fra FN's særlige undersøger, Baskut Tuncak.

Særligt henviste han til det affald fra Pituffik, som blot er blevet dækket med sand.

- Man kan frygte, at det siver ud og forurener ferskvandet i området, sagde han.

Siverth K. Heilmann (A) erklærede sig enig i, at affaldet ikke skal blive liggende.

- Vi kan ikke acceptere, at der er affald, der ikke bliver fjernet, sagde han.

Han henviste til aftalen mellem den danske stat og Selvstyret om, hvor Danmark har afsat 180 millioner til oprydning efter de amerikanske militære installationer. Men samtidigt understregede han altså, at der skal ryddes helt op.

Powered by Labrador CMS