Venter 11 år på arv
Siumuts Doris Jakobsen kræver svar i arvesag
11 års ventetid i en grønlandsk arvesag får Siumuts folketingsmedlem, Doris Jakobsen, til at stille opklarende spørgsmål til justitsministeren
En kvindelig sydgrønlandsk vælger har gjort Siumuts folketingsmedlem, Doris Jakobsen, opmærksom på, at det grønlandske retsvæsens behandling af arven efter hendes fars død i Nanortalik nu har taget 11 år.
- Der er ellers tale om et såkaldt simpelt dødsbo, altså en sag uden konflikter mellem arvinger eller andre opsættende forhold, lyder det fra Doris Jakobsen.
Ifølge de oplysninger, som Doris Jakobsen har fået af den kvindelige vælger, har arvesagen fra Nanortalik bevæget sig fra Nanortalik til Narsaq og herfra til Qaqortoq og er nu endt ved retten i Sermersooq, hvor der endelig er indkaldt til første skifteretsmøde, 11 år efter faderens død.
'Urimeligt for de efterladte'
På den baggrund har Doris Jakobsen nu rejst sagen over for justitsminister, Mette Frederiksen fra Socialdemokraterne, og har bedt hende om en forklaring.
- Det er simpelthen for dårligt, at en sag om en simpel arv skal tage retten i Grønland 11 år at behandle. Det er helt urimeligt over for de efterladte, og ministeren bør øjeblikkelig gribe ind og sikre, det ikke sker igen. Samtidig håber jeg virkelig ikke, at det er et mønster, at sagerne om arv ved skifteretten i Grønland tager op til ti gange så lang tid, som de gør i Danmark. Derfor har jeg stillet disse spørgsmål til ministeren, siger Doris Jakobsen (se faktaboks).
Doris Jakobsen har samtidig bedt justitsministeren oplyse, om der er forskel på behandlingen af sådanne sager i Grønland og Danmark.