Hash

Siumut vil styrke kampen mod hash i havnene

Siumut vil have Naalakkersuisut til at styrke toldkontrollen i havnene for at styrke indsatsen mod smuglingen af hash.

Offentliggjort

Indsatsen mod smugling af hash via skibe skal styrkes.

Det mener Siumuts gruppe i Inatsisartut, der har stillet et beslutningsforslag om, at Naalakkersuisut skal udarbejde en redegørelse for, hvordan toldindsatsen i havnene kan styrkes.

- Nu er der snart ved at være gået flere år, siden vi begyndte, at diskutere indførsel af narkotika, som set i et fremtidigt perspektiv sætter så voldsomme hindringer op for en lys fremtid for befolkningen, at disse skadelige forhold må ændres, står der i begrundelsen til forslaget.

Polar Nanoq
Debatten om indsmugling af hash via søvejen blussede kraftigt op, efter at islandsk politi fandt 20 kilo hash om bord på Polar Nanoq i forbindelse med efterforskningen af drabet på Bírna Brjánsdóttir.

LÆS OGSÅ: Enoksen truer rederier på licensen i tilfælde af hashsmugling

Her varslede daværende naalakkersuisoq for fiskeri, Hans Enoksen (PN), at han vil straffe rederierne, hvis der blev fundet hash ombord på deres skibe.

Mere toldkontrol i Nuuk
Siumutgruppen vil altså snarere styrke kontrollen. De peger især på den nye havn i Nuuk, som et sted, hvor de gerne ser en forstærket toldkontrol.

- Nuuk er en indfaldsport for de havgående fisketrawlere, uanset om det er hjemmehørende eller udenlandske fiskere, så skal vi have nøje kontrol med ankomster og afgange, ligesom vi skal holde skarpt øje med atlantskibene og turistskibene, der alle skal ransages ved ankomsten, står der i forslaget.

Lige nu er der ansat seks toldere til at dække hele Grønland.

Tolden løser det ikke alene
Naalakkersuisut for finanser og skatter, Aqqaluaq B. Egede (IA) mener ikke, at en sådan særskilt redegørelse er en god idé, da han mener, at problemet med smugling, salg og misbrug af hash skal ses i en helhed, der ikke kan løses af tolden alene.

LÆS OGSÅ: Seks toldere kan ikke holde hashen ude af Grønland

Han henviser, at der er iværksat en plan mod hash, der skal have lov til at virke, før man kommer med nye initiativer.

- Den nationale indsatsplan mod hash fra 2016 arbejder på tværs af problemområder og har et specifikt afsnit om toldområdet. Indsatsplanen redegør for en række initiativer og indsatser på bl.a. sundhedsområdet, uddannelsesområdet, justitsområdet og som sagt toldområdet, hvor der er fokus på både havne og lufthavne, skriver han i sit svarnotat.

Overvejer nyt udstyr til Sikuki Harbour
Aqqaluaq B. Egede (IA) gør desuden opmærksom på, at kontrollen i lufthavnene er forstærket, der er indkøbt en bodyscanner til Kangerlussuaq og at tolderne rejsere mere omkring

LÆS OGSÅ: Naalakkersuisut skyder toldkontrol i Aalborg ned

- Der foreligger herudover overvejelser i Skattestyrelsen om indkøb af yderligere materiel, der kan identificere sammen- sætningen af stoffer, hvilket særligt er tiltænkt toldarbejdet på Sikuki Nuuk Harbour, skriver han.

På den baggrund foreslår han i et ændringsforslag, at indsatsen i havnene skal gennemføres som en del af den nationale handlingsplan mod hash.

Forslagene førstebehandles i Inatsisartut i dag.

Powered by Labrador CMS