Siumut
Siumut skal have ny næstformand
Jørgen Wæver Johansen stopper i landspolitik og vil i stedet bruge kræfterne på sine erhvervsaktiviteter.
Vi ved endnu ikke, hvem der bliver valgt til formand for Siumut på landsmødet i Sisimiut i næste uge, men vi ved, at partiet skal vælge en ny politisk næstformand. Det skriver Sermitsiaq.
Genopstiller ikke
Jørgen Wæver Johansen har meddelt, at han ikke genopstiller til denne post, som han har haft siden landsmødet i oktober 2014.
– Hvad vil du så give dig til?
– Jeg har en række ambitioner, som jeg gerne vil give en chance for at udleve. Jeg har nogle selskaber i samarbejde med Svend Hardenberg, som vi håber at kunne udvikle til noget større, end de er i dag. Det gælder for eksempel flaskevandet Imivik fra Lyngmarkskilden i Qeqertarsuaq, siger Jørgen Wæver Johansen til Sermitsiaq.
– Forlader du fuldstændigt landspolitik?
– Nu skal man aldrig sige aldrig, men jeg synes efterhånden, at jeg har aftjent min civile samfundspligt, og der er jo mange kompetente medlemmer af Siumut, som står klar til at føre depechen videre.
Jørgen Wæver Johansen blev valgt til Landstinget i 1999, og han blev hurtigt et centralt medlem af landsstyret under både Jonathan Motzfeldt og Hans Enoksen.
Han bliver 45 år til september.
Besøgelsestid
– Hvis man vil noget andet i livet end blot politik, skal man kende sin besøgelsestid. Og jeg føler, at tiden er inde til et sporskifte.
Jørgen Wæver Johansen blev i 2013 medlem af kommunalbestyrelsen i Kommune Kujalleq, og han blev staks valgt til borgmester. I april blev han genvalgt til kommunalbestyrelsen, men af familiære årsager førte han næsten ingen valgkamp, og han mistede borgmesterposten til partikammeraten Kiista P. Isaksen.
Verden uden for Grønland
– Bliver du boende i Qaqortoq?
– Vi er glade for at bo i Qaqortoq, men igen skal man aldrig sige aldrig, Jeg har endnu ikke lært at spå om fremtiden i detaljer, men der er også en verden udenfor Grønland med sine egne potentialer. Det må tiden vise.
Jørgen Wæver Johansen har i sine unge år boet fire år i Canada.
Læs hele interviewet med Jørgen Wæver Johansen i seneste nummer af avisen Sermitsiaq, som du kan få digital adgang til herunder: