Siumut lader en kattelem stå åben for kongehuset

– Forfatningen er ikke bearbejdet godt nok, for der er andre muligheder end republik, siger Kuno Fencker.

– Andre lande, for eksempel Danmark, er jo heller ikke en fuldstændig suveræn stat, men har afgivet suverænitet til Den europæiske Union på en række afgørende områder, som det skete sidste år på forsvarsområdet efter en folkeafstemning, siger Kuno Fencker.
Offentliggjort

I søndags var 18-årige Ivalu Grønvold fra Aasiaat og Angititaq Motzfeldt fra Narsaq til fødselsdagsfest på Christiansborg Slot hos den jævnaldrende prins Christian.

Men det er ikke sikkert, at Grønland i fremtiden bliver inviteret til fest i kongehuset.
Forfatningskommissionen fastslår i sit forfatningsudkast, at Naalakkersuisuts til enhver tid siddende formand er statsoverhoved i republikken Grønland.

Men så kategorisk behøver 302 års fælles historie ikke at slutte.

Det skriver avisen Sermitsiaq.

– Forfatningen er ikke bearbejdet godt nok, for selvstændighed skal ikke at være endemålet, men vejen til nye samarbejdsformer på kryds og tværs med andre stater, siger Siumuts ordfører under sidste uges forfatningsdebat Kuno Fencker til Sermitsiaq.

En anden mulighed end republik er en aftale med et andet suverænt land om en »free association«, som har været på dagsordenen i Grønland siden 1990’erne. Under forhandlingerne om selvstyre i 00’erne afviste Danmark denne model med henvisning til, at en aftale kun kan indgås mellem to suveræne stater.

Det var Grønland ikke i 00’erne, og så endte selvstyreloven, som den gjorde.

– Vi skal ikke stå i samme situation i dag, og det vigtigste for mig er at opnå et Grønland som en suveræn stat, fordi det er nøglen til et samarbejde af egen fri vilje med andre stater, siger Kuno Fencker.

Og samarbejde vil ikke svække selvstændighed.

– Andre lande, for eksempel Danmark, er jo heller ikke en fuldstændig suveræn stat, men har afgivet suverænitet til Den europæiske Union på en række afgørende områder, som det skete sidste år på forsvarsområdet efter en folkeafstemning.

Også et selvstændigt Grønland kan afgive suverænitet i forbindelse med et samarbejde med andre lande.

– Sådan samarbejder suveræne stater med hinanden, uanset størrelse og uanset økonomi, siger Kuno Fencker.

Læs mere i avisen Sermitsiaq, som du kan få adgang til her:

Powered by Labrador CMS