se billeder
Sisimiut - nu også med Natteravne
Mange børn under 10 år er ude efter midnat i Sisimiut. Nyetablerede Natteravne er overrasket over omfanget
Der er blevet etableret Natteravne Sisimiut, der i nattens timer skal vise omsorg og ansvarlighed for børn og unge, der vandrer rundt i byen.
Natteravnene i Sisimiut havde deres prøvevandring i weekenden, hvor behovet ikke var til at misforstå.
Niels Nielsen fra Natteravne i Nuuk og Dan Taxbøl fra Danmark har været i Sisimiut, hvor der har været borgermøde og instruktioner om arbejdet med Natteravne. Der er blevet nedsat en styregruppe for Natteravne i Sisimiut, hvor Merete Smith-Sivertsen er tovholder, indtil der har været en ordinær generalforsamling den 14. marts.
Natteravne havde prøvevandring lørdag aften, hvor deltagerne blev forbløffet over antallet af børn og unge, der går rundt i nattetimerne.
- Det er tydeligt, at der i høj grad er brug for Natteravnene i Sisimiut. På første prøvevandring mødte vi cirka 50-60 børn og unge fra 8 år og opefter, som var ude efter klokken 24.00, fortæller Merete Smith-Sivertsen.
Næste vandring for Natteravne i Sisimiut bliver lørdag den 25. januar.