Sisimiut åbner oplevelsescenter

Borgmester Hermann Berthelsen fortæller, at det nye oplevelsescenter blandt andet er inspireret af Experimentariet i København

Nutaaliorfik – Grønlands innovationscenter er et anpartsselskab, der har til huse i Grønlands første nu nedlagte værft på havnen i Sisimiut. Bygningens store hal har været anvendt til udstillinger af arktiske teknologiløsninger, og der har været gennemført efteruddannelseskurser med skiftende temaer i hallen, fortæller borgmester Hermann Berthelsen. Foto: Qeqqata Kommunia
Offentliggjort

I morgen tirsdag slår Nutaaliorfik – Grønlands innovationscenter dørene op til et nyt kombineret oplevelses- uddannelses- og efteruddannelsessted for teknologi.

I første omgang indvier Nutaaliorfik det første undervisnings- og demonstrationsmodul, der har fokus på olie og gas. Elever fra ældstetrinene på Sisimiuts folkeskoler og gymnasieelever fra Sanaartornermik Ilinniarfik bliver de første til at afprøve centerets muligheder.

Blandt andet skal de finde svar på forskellige spørgsmål om emnet via Ipads og kigge på, når Sisimiut brandvæsen demonstrerer opsamling af olieforurening med flydespærringer.

Klokken 13.30 bliver centeret officielt indviet med taler fra blandt andre Qeqqata Kommunias borgmester Hermann Berthelsen og Kuno Fencker fra Cairn Energy.

Tirsdag aften er alle interesserede inviteret til borgermøde i centeret, hvor eleverne vil fortælle om dagens oplevelser, og borgerne kan komme med input til centerets videre arbejde.

En del af kommunens bæredygtighedsprojekt
Det er Qeqqata Kommunias borgmester, Hermann Berthelsen, der har fået idéen til det nye center, der er inspireret af blandt andet Danfoss Universe og Experimentariet i København.

- Med det nye oplevelsescenter håber vi at kunne opbygge kompetence og herunder udbrede kendskabet til de nye teknologier, som et moderne Grønland bør og skal benytte sig af. Målgruppen skal gerne være så bred som muligt. Elever fra såvel folkeskolerne som gymnasier, håndværkeruddannelser og efteruddannelser er oplagte at henvende sig til. Men vi forestiller os også, at for eksempel turister kan besøge centeret og få et indblik i, hvordan fremtidens teknologiske løsninger ser ud for det arktiske område, siger Hermann Berthelsen i en pressemeddelelse.

Bestyrelsesformand for Nutaaliorfik, Arne Villumsen, er projektleder på projektet, som er en del af Qeqqata Kommunias bæredygtighedsprojekt.

Indvielsen af det første undervisningsmodul tirsdag er kommet i stand takket være en donation fra Cairn Energys uddannelsesfond.

Powered by Labrador CMS