Simon: Vi fortsætter med besparelser
- Til trods for at vi fået har mere økonomisk råderum, fortsætter besparelserne inden for forskellige forvaltninger, siger Kommune Kujalleq-borgmester Simon Simonsen
I forbindelse med at en enig kommunalbestyrelse i Kommune Kujalleq for nylig har vedtaget kommunens budget for 2013, er det endnu engang blevet besluttet, at den stramme økonomistyring på alle forvaltningsområder skal fortsætte som de seneste år.
Derimod håber kommunalbestyrelsen, at 'den positive udvikling inden for beskæftigelse og erhverv vil give udslag i den kommunale økonomi'.
- Vi har positive forventninger til, at fiskefabrikken i Nanortalik kan køre hele året, at slagteriet i Narsaq bliver en helårsarbejdsplads, og at miniaktiviteterne igangsættes, siger borgmester Simon Simonsen, Siumut.
- Til trods for at vi fået har mere økonomisk råderum, fortsætter besparelserne inden for forskellige forvaltninger. Det skal dog bemærkes, at det det maksimale beløb på daginstitutionstaksterne er reduceret til 2.500 kroner, fremhæver Simonsen.
Yderst tilfreds med anlægsopgaverne
Ifølge Simon Simonsen er kommunalbestyrelsen ’yderst tilfreds' med anlægsopgaverne i 2012, 2013 og i overgangsårene, som selvstyret har finansieret med hensyn til blandt andet levnedsmiddelskolen Inuili i Narsaq, alderdomshjemmet i Qaqortoq, kollegier i Qaqortoq og Nanortalik, slagteriet i Narsaq (Neqi), Narsaq skolen og skolen i Alluitsup Paa, som kommunen har søgt om og er ved at blive gennemført efter ’en god forståelse fra Inatsisartut og Naalakkersuisut’.
Der er igen bevilliget 600.000 kroner til Nanortalik- og Narsaq-elevernes danmarkstur, der blev sparet sidste år.
Samtlige kommunalbestyrelsesmedlemmer har godkendt, at den kommunale skatteprocent fortsat er på 28 procent.