Sikkerhed: Grønlandsk diplomat skal referere til udenrigsministeriet

Lida Skifte Lennert er netop startet i sin nye stilling som ambassaderåd til Danmarks faste repræsentation ved NATO i Bruxelles. Forsker bemærker dog, at hun skal referere til udenrigsministeriet i Danmark og ikke til udenrigsdepartementet i Nuuk.

Lida Skifte Lennert er startet i stillingen som ambassaderåd til Danmarks repræsentation ved NATO i Bruxelles. I modsætning til de grønlandske repræsentationschefer i Bruxelles, Washington, Beijing og Reykjavik så refererer hun dog ikke til udenrigsdirektoratet i Nuuk, men derimod til udenrigsministeriet i København.
Offentliggjort

Naalakkersuisut og Udenrigsministeriet blev i foråret enige om at udsende en højtstående grønlandsk diplomat til Danmarks faste repræsentation ved NATO i Bruxelles.

Det skriver avisen Sermitsiaq.

I en pressemeddelelse udsendt af Naalakkersuisut, udtalte naalakkersuisoq for udenrigsanliggender, erhverv og handel, Vivian Motzfeldt (Siumut), blandt andet, at ”det er vigtigt, at Grønland øger sin indsigt i den sikkerhedspolitiske udvikling i det høje nord og NATO’s fokus på regionen”.

Lida Skifte Lennert skal ifølge Naalakkersuisut indgå som en del af repræsentationen med øvrige udsendte fra udenrigsministeriet og bidrage med sin viden omkring arktiske forhold som led i arbejdet med at fremme Kongerigets sikkerhedspolitiske prioriteter.

Sekunderet af selvstyret

I et nyligt opslag på LinkedIn skriver Lida Skifte Lennert: ”Jeg er glad for at kunne dele, at jeg starter i en ny stilling som Ambassaderåd, sekunderet af Grønlands Selvstyre til DANATO”. Og netop formuleringen ”sekunderet af Grønlands Selvstyre” viser, at stillingen ikke er som andre grønlandske repræsentanter. Det forklarer forsker ved Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS), Ulrik Pram Gad.

– Sekunderet betyder, at hun er betalt af Grønlands Selvstyre, men at hun arbejder for det danske udenrigsministerium. Det referenceforhold er værd at bemærke. Oprindeligt var det jo tanken fra Naalakkersuisuts side, at hun skulle referere til Nuuk, men det er så endt anderledes. Det skyldes formentlig, at der er tale om udenrigs- og sikkerhedspolitik, som ikke er overtaget, og derfor har udenrigsministeriet insisteret på denne kommandolinje.

Læs hele artiklen i avisen Sermitsiaq:

Powered by Labrador CMS