SIK: Klodsede fyringer sker stadig i kommunerne
Fagforeningen SIK stiller sig kritisk over for, om sagsbehandling på personaleområdet i kommunerne er blevet bedre. Afskedigelser med manglende begrundelser havner stadig på SIK’s bord.
Fagforeningen SIK har undersøgt, om sagsbehandlingen på personaleområdet under kommunerne er blevet bedre, efter flere fagforeninger i 2020 råbte vagt i gevær for at forbedre deres medlemmers vilkår under ansættelse i kommunerne.
SIK finder, at det er meget nuanceret, hvor meget sagsbehandlingen er blevet bedre i kommunerne, når det kommer til personalesager.
- Kommunerne har generelt stadig udfordringer i forbindelse med sagsbehandlingen på det ansættelsesretlige område, lyder vurderingen af SIK’s jurist Bjarne Petersen.
Fire fagforeninger har i 2020 påpeget, at der sker afskedigelser uden eller med manglende begrundelse, at medarbejdere ikke få mulighed for at indgive deres partshøring i sager, og at sanktioner mod medarbejdere kan være for hårde.
Det sker stadig
SIK vurderer, at det stadig sker for ofte, at arbejdsgiveren, altså kommunerne, træder i spinaten, når det drejer sig om sagsbehandling af personalesager. Derfor har SIK’s jurist sendt et brev med opfordring til forbedring af personaleområdet til kommunerne.
- SIK har erfaret, at det ofte er lederen af lokale institutioner mv. som undlader at partshøre medarbejderen, før der skrides til afskedigelse. Her er det ofte ikke tydeligt, hvor meget kommunens personaleafdeling har været involveret i sagen, før lederen har truffet en afgørelse i sagen, skriver SIK på sin hjemmeside.
Når medarbejderen er blevet inddraget i partshøringer oplever SIK, at partshøringen har været mangelfuldt.
Mangel på begrundelser
SIK skriver videre, at fagforeningen fortsat modtager henvendelser fra medlemmer, der har oplevet en afskedigelse uden begrundelse. SIK opfordrer derfor til, at al sagsbehandling på personaleområdet sker med fyldestgørende partshøringer og konkrete begrundelser.
- Da en afskedigelse er en afgørelse i sagsbehandlingslovens forstand, har den afskedigede medarbejder krav på en fyldestgørende skriftlig begrundelse, lyder det.
SIK’s seneste undersøgelse viser også, afskedigelser nogle gange sker uden forudgående skriftlige advarsler.
I brevet fra SIK konstateres afslutningsvis, at medarbejderne selvfølgelig også har et ansvar for, at der er gode og ordnede forhold på de kommunale arbejdspladser.