hæder
Sidste miljø- og naturpris afsløret
Bygden Itilleq får tildelt selvstyrets tredje og sidste Miljø- og Naturpris 2013
Først modtog Mia Lindenhann og nyligt afdøde Betina Kristiansen, begge fra Ilulissat, selvstyrets Miljø- og Naturpris 2013 for deres borgergruppe ’Saligaanneq', som kæmper for en renere by.
Tirsdag blev det offentliggjort, at selvstyrets anden miljø- og naturpris er tildelt den sydgrønlandske bygd Qassiarsuk.
Læs "Bygd får selvstyrets miljø- og naturpris"
Læs "Billeder: Bevægende prisuddeling"
Læs "To ildsjæle får selvstyrets Miljø- og Naturpris 2013"
Årets tredje og sidste miljø- og naturpris bliver nu tildelt bygden Itilleq syd for Sisimut.
Prisen indeholder et pengebeløb på 25.000 kroner og gives på baggrund af denne indstilling:
’Borgerne i Itilleq holder bygden ren ved en fælles aktiv indsats. Man må ikke smide affald i naturen, og børn og unge får det at vide, hvis det skulle ske. Dåser og glasaffald bliver sorteret og sendt til Sisimiut for den rette håndtering.
Affaldet i dumpen er blevet sorteret, affald i bygden er blevet indsamlet, og der sker en løbende renholdelse af bygden. Dette er sket på bygdefolkets eget initiativ og arrangement.
Børn og unge bliver bevidste om vigtigheden af at holde bygden ren, og blandt andet derfor er bygden et godt eksempel for andre bygder og byer’, skriver selvstyret.
Prisen tildeles ’som en påskønnelse af personer, institutioner eller organisationer, der som foregangsmænd og ildsjæle er med til at løfte natur- og miljøbevidstheden hos os alle, eller som med deres projekter yder en konkret indsats for at forbedre miljøet i Grønland’.
Grønlands Selvstyres Miljø- og Naturpris 2013 bliver i dag fredag klokken 19.00 tildelt bygden Itilleq. Overrækkelsen sker på ’Meeqqerivik Nuunu’.