Sidste frist for gyserhistorier
Har du en historie, der kan få hårene til at rejse sig og øjnene på vid gab, så deltag i AG’s gysertema, der honorerer de bedste beretninger med præmier
AG har i de seneste uger opfordret sine læsere til at indsende sine beretninger om uovernaturlige hændelser. Alt fra møder med spøgelser, ufoer, fjeldgængere og andre uforklarlige hændelser. Mærkværdigheder, som handler om, at der måske er mere mellem himmel og Jord, end vi umiddelbart er tilbøjelige til at tro.
Redaktionen har allerede modtaget en række beretninger om selvoplevede hændelser. Men du kan stadig nå at bidrage med din historie. Sidste frist for indlevering er mandag den 15. oktober. Så du har weekenden til at skrive til os. Og det kan betale sig på mere end én måde.
De, der får deres historie bragt i avisen, dyster om flotte præmier. Førstepræmien er to flybilletter: Nuuk – Reykjavik t/r med Air Iceland. Andenpræmien er en iPad 2 fra El Giganten. Mens tredjepræmien er en flot pengegave på 1.000 kroner.
De bedste historier bliver bragt i et særligt gysertema i AG den 31. oktober. Her offentliggøres vinderne også.