farlig medicin
Sexforbrydere får farlig medicin
Den lægefaglige kontrol af grønlændere der får kønsdriftshæmmende behandling er alt for mangelfuld, mener medlem af Folketinget for Inuit Ataqatigiit Sara Olsvig
Kriminelle, der har begået alvorlige sexforbrydelser, får medicin for at dæmpe deres kønsdrift. Men der er risiko for leverkræft og andre bivirkninger. Derfor efterlyser medlem af Folketinget Sara Olsvig bedre lægefaglig kontrol.
Der er fem domfældte i Grønland, der får kønsdriftshæmmende medicin. Men deres medicin Procren og Androkur kan øge risiko for leverkræft, brystdannelse, større vægt og knogleskørhed. Medicinen kræver derfor tæt lægefaglig kontrol, men den er stadig for mangelfuld, mener Sara Olsvig.
- Der skal gennemgående rettes op på de mangler og problemer vi ser i kriminalforsorgen i Grønland. Den lægefaglige kontrol er blot et eksempel på et større område, hvor vi virkelig må sætte ind. Jeg er glad for, at den lægefaglige kontrol nu forbedres, men vi skal være fuldstændig sikre på, at kontrollen udføres og at de dømte møder op til kontrollen, siger Sara Olsvig.
Hun skal mødes igen med justitsministeren i august.