Sexbelastet kardinal er død

Den tidligere ærkebiskop og katolske kardinal Bernard Law er død, oplyser en embedsmand fra den katolske kirke ifølge nyhedsbureauet AP.

Bernard Law blev 86 år.
Offentliggjort

Bernard Law var ærkebiskop i Boston i 18 år frem til 2002, hvor afsløringer viste, at han forsømte at stoppe præsters seksuelle overgreb mod børn.

Den tidligere ærkebiskop har på det seneste været indlagt på et hospital i Rom og er tidligt onsdag lokal tid altså afgået ved døden. Han blev 86 år.

Bernard Law trak sig tilbage som ærkebiskop i Boston i slutningen af 2002.

Det skete efter pres fra dele af den katolske kirke, og årsagen var blandt andet, at Bernard Law var med til at forflytte pædofile præster fra sogn til sogn for at skjule den omfattende sexskandale i Boston.

Han var blandt andet med til at forflytte præsten John Geoghan, selv om Bernard Law var vidende om, at Geoghan overgreb sig mod børn.

Over 130 personer fortalte efterfølgende, at Geoghan havde misbrugt dem.

Den lokale avis Boston Globes afsløringer i 2002 rystede det katolske samfund. Ikke kun i Boston, men i hele USA, hvor der blev åbnet op for adskillige afsløringer om præsters overgreb og kirkens mørklægning.

Powered by Labrador CMS