Servicekontrakt-proces skydes i gang

De nuværende servicekontrakter har i den grad vakt kritik blandt borgere og politikere. Nu sættes arbejdet i gang med at udforme kravene til næste kontraktperiode.

Simon Simonsen indkalder til infrastrukturseminar i oktober, og dermed er processen om et nyt sæt servicekontrakter skudt i gang.
Offentliggjort

Inatsisartut- og Naalakkersuisut-medlemmer inviteres til Infrastrukturseminar den 6. og 7. oktober, hvilket bliver startskuddet til processen omkring planlægningen af et nyt sæt servicekontrakter.

Det oplyser Naalakkersuisoq for Infrastruktur Simon Simonsen i et paragraf 37 svar til Sara Olsvig.

Her fremgår det, at der endnu ikke er igangsat egentlige forhandlinger.

Økonomisk ramme

På spørgsmålet om, hvordan man sikrer, at de næste servicekontrakter i højere grad end de nuværende lever op til befolkningens behov, svarer Simon Simonsen:

- Naalakkersuisut har kun mulighed for at indgå servicekontrakter inden for den økonomiske ramme, besluttet af Inatsisartut ved vedtagelsen af Finansloven. Naalakkersuisut bestræber sig på at få mest mulig trafik for pengene til gavn for befolkningen, lyder svaret.

Med det kommende seminar håber Simon Simonsen, at der i fællesskab kan arbejdes for forbedring af forholdene.

Powered by Labrador CMS