medier
Sermitsiaq.AG stærkere end nogensinde
Grønlands største nyhedssite får stadig flere og flere læsere
850.918.
Så mange besøg havde hjemmesiden Sermitsiaq.AG i november, og derved blev den hidtidige rekord fra valgmåneden marts lige akkurat slået med godt 4.000 besøg.
De 850.918 besøg dækker over 234.732 unikke besøgende. Et tal, som bringer Sermitsiaq.AG helt op i samme liga som nogle af de større nyhedssites i Danmark.
I de mest travle perioder befinder over 1.000 personer sig på websitet samtidigt, mens der alt i alt bliver læst netartikler flere millioner gange om måneden, primært af folk i Grønland og Danmark.
Læs "Værsgo - de 10 mest læste artikler i november"
Hjemmesidens formål
Udviklingen og de mange læsere glæder naturligvis Sermitsiaq.AG's netredaktør, Søren Duran Duus:
- Hjemmesidens primære formål er at være nyhedsførende på de daglige nyheder og debatskabende ved at bringe artikler, billeder og videoklip fra store og små begivenheder, vi vurderer, interesserer folk i Grønland og folk med hjerte for Grønland. Men der skal også være plads en gang imellem til små, skæve historier.
Netredaktøren fremhæver, at hjemmesiden skal give et nyhedsoverblik:
- Dybdegående journalistik med mange kilder i hver artikel tager lang tid at lave. Af den simple grund koster mediehusets printaviser, Sermitsiaq og Atuagagdliutit/Grønlandsposten, penge. Til gengæld opdaterer vi hjemmesiden 365 dage om året - og er gratis. Det er værd at huske på, når folk spørger, hvorfor vi ikke laver dybdegående journalistik, forklarer Søren Duran Duus, som roser læserne for den store debatlyst og konstruktive forslag til nye tiltag.
- Folk skal også huske på, at netredaktionen har andre nyhedskriterier end mediehusets trykte aviser. Vi er ikke en klon af hverken Sermitsiaq eller Atuagagdliutit/Grønlandsposten, men en uafhængig redaktion.
To fuldtidsstillinger
Sermitsiaq.AG’s netredaktion består af to fuldtidsstillinger, hvoraf den ene er netredaktør.
Weekenderne dækkes med i alt otte arbejdstimer. Dertil skal lægges et mindre freelancebudget.
Fra 2011 til 2012 steg besøgstallet på Sermitsiaq.AG med over 30 procent. Tallet er fra Google Analytics.
Tip gerne Sermitsiaq.AG via redaktion@sermitsiaq.ag
Læs "Nyt design: Printavisen Sermitsiaq graver dybere"
Læs også "Flot resultat for Mediehuset Sermitsiaq.AG i 2012"