Sermitsiaq rummer uran

Drager du ud i sommerlandet omkring Nuuk for eksempelvis at samle bær eller fiske, vil ustabile atomer hamre mod din hud. Disse ustabile atomer er det, vi i daglig tale kalder radioaktivitet, fordi der under ændringer af atomet sker en udsendelse af stråling i form af løsrevne partikler. Radioaktiviteten fra baggrundsstrålingen i Nuuk-regionen er højere i forhold til mange andre steder i landet.

Det viser en kortlægning af uran-potentialet i hele landet foretaget af De Nationale Geologiske Undersøgelser For Danmark og Grønland, GEUS. Men bare tag det roligt. Den højere naturlige stråling bør ikke få dig til at aflyse en tiltrængt weekendtur i Godthåbsfjorden af frygt for dit helbred.

Vi bliver nemlig konstant udsat for radioaktiv stråling - uanset hvor på kloden, vi befinder os. Strålingen kommer blandt andet fra verdensrummet, radioaktive stoffer i jorden, i vandet, fra radon sivet ind i boliger og fra radioaktive isotoper brugt i røntgenundersøgelser på hospitaler og hos tandlæger.

Strålingen kan påvirke vores kroppe. For neutroner og protoner fra ustabile atomer kan trænge gennem levende væv og prikke hul på sunde cellevægge, som dermed bliver sårbare for fejl i arveanlægget eller kræft. Des højere strålingsdosis desto højere risiko.

Heldigvis er den naturlige baggrundsrisiko så lav, at risikoen er ubetydelig - og altså umulig at undgå medmindre man vil vandre rundt i en heldragt af bly hele livet. Den naturlige baggrundsstråling kan dog variere betydeligt – i særdeleshed her i landet.

Uranholdige mineraler
Strålingen er generelt mindst de steder, hvor undergrunden består af gamle vulkanske bjergarter eller sedimenter. Den er størst i områder med mange granitter. Hvis undergrunden tilmed rummer uranholdige mineraler, øges strålingen. Og det er netop tilfældet i Nuuk-regionen.

Flere steder indeholder klippeformationerne bælter med de uranholdige mineraler allanit, uraninit og euxenit. Ofte er de indkapslet i magmabjergarter kaldet pegmatitter, som typisk er knyttet til granitter. Pegmatitterne i Nuuk-regionen er generelt to til ti meter brede og kan slange sig i hundredvis af meter. Indholdet af uran i pegmatitterne er ofte 10-70 gram per ton. I tilfælde med særligt uranrige klippestykker med uraninit er der dog målt op til 6000 gram per ton.

Til sammenligning indeholder uranmalm med meget højt uranindhold fra Canada 200.000 gran uran per ton. Uranmalm fra Kuannersuit har omkring 360 gram uran per ton. Og den tidligere nul-tolerance politik baseret på den naturlige baggrundsstråling lå på 60 gram uran per ton.

Stråling varierer
De radioaktive pegmatitter findes langs den såkaldte Ivinnguit-forkastning. Den opstod blandt Nuuk-fjordens 3,8 milliarder år gamle bjergarter som brik i et geologisk puslespil, da forskellige kontinentale områder blev bragt sammen for cirka 2,9 milliarder år siden. En mulig sammenstødszone blev dermed Ivinnguit-forkastningen, som går langs en linie fra kysten syd for Nuuk, over Malene-fjeldet, Sermitsiaq, Bjørneø ved Ivinnguit, Storø og videre ind mod indlandsisen nord for Isukasia.

Forkastningen danner en markant zone med rødder dybt nede i jordens skorpe. I tilfældet med de radioaktive pegmatitter peger geologerne fra GEUS på, at disse altså eksempelvis findes på Storø og Sermitsiaq. Sidste år kunne en geolog berette om 8000 gram uran per ton uraninit i et klippestykke fra Storø.

Men om det overhovedet kan betale sig at opføre en mine, der skal udvinde uran, er en helt anden historie. Det afhænger blandt andet især af indholdet af uran i et mineral, og hvor meget der findes af dette mineral. Nuuk-regionen er i forhold til andre regioner godt undersøgt, og trods den højere baggrundsstråling er der tale om få forekomster. GEUS har på den baggrund klassificeret uran-potentialet som medium.

Fakta

• Havvand: 0,003 gram uran per ton vand
• Brød og fisk: 0,0035 gram uran per ton
• Jordens yderste skorpe - gennemsnit: 2,8 gram per ton bjergart
• Sandsten: 2 gram per ton sandsten
• Granit: 4-5 gram per ton granit
• Nultolerance-politikken maksimalt: 60 gram per ton
• Pegmatitter fra Sermitsiaq og Storø: 10-70 gram per ton
• Uranmalm med meget lille indhold uran (Namibia):100 gram per ton malm
• Uranmalm fra Kvanefjeld (omtrentlig værdi): 360 gram per ton malm
• Uranmalm med lille indhold uran: 1000 gram per ton malm
• Enkelte klippestykker med uraninit fra Ivinnguit: op til 8000 gram per ton
• Uranmalm med meget uran: 20.000 gram per ton malm
• Uranmalm med meget højt uranindhold (Canada): 200.000 gram per ton malm

Kilde: GEUS