Sermitsiaq mener: Familierne har ondt i livet

Tanker i påsken 2010. En gang i mellem kan man undre sig over, hvorfor vi egentlig har skabt et samfund.

Det er vel fordi, vi sammen kan løse opgaverne bedre end hver for sig.

En af de væsentligste opgaver for et samfund er at tage sig af de svageste. Vi har alle brug for hjælp her i livet på et eller andet tidspunkt, og derfor har vi indrettet os, så vi kan få den hjælp.

Vi har valgt nogle ledere, som meget gerne skal kunne varetage denne opgave og have visioner for, hvordan opgaverne løses bedst muligt.

En vigtig grundpille i denne samfundsopbygning er familierne, der i dagligdagen hjælper hinanden med at få tingene til at fungere.

Men ind imellem sker der ting i familierne, som de ikke selv kan løse, og så må fællesskabet – samfundet – træde til.

Men hvordan har familierne det i dagens Grønland.

Mange af dem, alt for mange har ondt i livet, fordi de mangler de mest grundlæggende ting for at få livet til at fungere, nemlig bolig og uddannelse.

Alt for mange har ikke en ordentlig bolig. I dag kræver det ressourcestærke forældre for, at de unge overhovedet kan få noget at bo i.

Især mangler der boliger til unge nystartede familier med små børn. Det kan vi som samfund ikke være bekendt.

Mange unge har problemer i folkeskolen og får ikke den forberedelse til de videregående uddannelser, som er en forudsætning for at de kan klare sig.

Efter folkeskolen er der ikke kollegiepladser nok, så de unge har et sted at bo, under deres uddannelse.

Der er ikke pladser nok til de mange unge, som skal have en ekstra prøve eller eksamen for at komme på en uddannelse.

Det er helt basale ting i samfundet, som ikke fungerer godt nok, og der afsættes ikke nok ressourcer til dem, der søger om hjælp i det offentlige system.

Det må være forfærdelig at være en veluddannet socialrådgiver, der har til opgave at hjælpe de nødstedte eksistenser i samfundet, men som ikke kan, fordi der ikke er ressourcer til det. På socialrådgiveruddannelsen har de lært, hvad de skal gøre, men nå de kommer ud i det virkelige liv, kan de ikke gøre det, de har lært.

De nødstedte får ikke den hjælp, som vi som samfund, bør give dem. De bliver afvist, og man truer endda med at tage børnene fra dem, hvis de ikke er i stand til at klare sig selv. Hvad med at hjælpe hele familien samlet, i stedet for at fjerne børnene?

Det er en rigtig dårlig investering at forværre forholdene for de familier, der i forvejen er kommet så langt ud, at de må gå på kommunen for at bede om hjælp.

Der skabes nye sociale tabere, som samfundet skal betale til resten af livet. Det er rigtig dyrt på langt sigt.

Der er nogle grundlæggende ting her i samfundet, som skal på plads. Det kan godt være, at det er dyrt i en overgangsperiode, men det er en meget god investering. Og man kan lige så godt starte ved livets begyndelse og sørge for, at de nydannede familier får opfyldt en meget simpel menneskerettighed nemlig deres egen bolig.

Og så skal vi have folkeskolen til at fungere optimalt, så de unge kan få den uddannelse, som vi alle har brug for, at de får.

De menneskelige ressourcer her i landet er de vigtigste. De er vigtigere end alle mulige andre ressourcer, som vi går og venter på. Det er de mennesker, der fødes hver eneste dag, vi skal satse fremtiden på.

Så det er ikke opmuntrende at læse, at grønlandske børn i Danmark har et bedre liv end børnene i Grønland.

Det kan ikke være meningen, at vi skal anbefale nye forældre at flytte til Danmark for at sikre, at deres børn får det godt!

Brug nu påsken på at tænke over, hvad det er for et samfund vi gerne vil have.

Glædelig påske