Sermersooq har 19 unge i udslusning
Unge der har været anbragt udenfor hjemmet kan få en hård start på voksenlivet, når de skal klare sig selv. Tøjvask, madlavning og økonomi er ikke så ligetil, hvis man ikke har lært det undervejs.
I Sermersooq Kommune har man i øjeblikket 19 unge i efterværns tilbud, hvor de bor i kommunens boliger og får hjælp, der hvor problemerne opstår, når de skal lære at klare sig selv.
- Vi har for eksempel en, der ikke kan komme ud af sengen om morgenen og derfor har mistet sit arbejde flere gang. Nu er der en medarbejder, der kommer til hendes bolig hver dag fra 7-10 for at sørge for, at hun kommer op og afsted på arbejde, fortæller centerleder i Ungecenter Sermersooq Kommune, Cecilie Jerimiassen.
Hård overgang
Hun er overrasket over, hvor lidt de unge ved om voksenlivet, når de kommer fra døgninstitutionerne og skal klare sig selv.
- Mange af dem kan ikke engang vaske deres eget tøj, gøre rent eller styre deres økonomi. De bliver passet for godt på i institutionerne og får det hele serveret. Når de så skal klare sig selv, så bliver det for voldsom en overgang, siger centerlederen.
Derfor forsøger kommunen at lave overgangen så smidig som mulig.
- Vi har et rigtig godt samarbejde med nogle af institutionerne, hvor de unge for eksempel kan gå tilbage og spise i deres døgninstitution ind imellem.
Cecilie Jerimiassen fortæller, at institutionerne jo fungerer som de unges hjem og forældre, og at man heller ikke i det virkelige liv bare vinker farvel og tak til børnene, når de fylder 18. Derfor er det fint at fastholde kontakten lidt, når de unge skal stå på egne ben.
Fire ud af seks er kommet godt videre
Ungecentret har en særskilt afdeling for efterværn med fire medarbejdere og har fået godkendt endnu to medarbejdere. Tilbuddet om efterværn blev startet op i begyndelsen af 2019 og har indtil nu haft seks unge mennesker igennem. Afdelingen samarbejder tæt med to medarbejdere i rusmiddelafdelingen for unge med misbrug.
De unge bor alene i et-rums ungdomsboliger med køkken og toilet. Fra juli får afdelingen også udslusningshytter med plads til tre unge, som er fordelt efter køn.
De unge kan være i forløb, til de fylder 23, men de udsluses før, hvis det går godt. Den unge kan i så fald overtage sin bolig som social bolig, i stedet for at ryge ud i den nærmest umulige boligsituation, der er i hovedstaden.
Af de seks unge, der har været igennem efterværnsprogrammet er fire kommet godt videre med uddannelse og arbejde, mens to er endt i misbrug af den ene eller den anden slags. De er overgået til voksen omsorg.
Kommunen har endnu ikke afvist nogen unge, der er blevet visiteret til efterværn.