Sermersooq: Børn i nød skal have hurtigere og tidligere hjælp

Kommunen er i færd med at behandle en ny politik for udsatte børn og familier

Offentliggjort

Bedre forebyggelse og en hurtigere og mere effektiv sagsbehandling skal være grundpillerne i den fremtidige indsats for udsatte børn og familier i Kommuneqarfik Sermersooq.

Der fremgår af en ny politik for området, som udvalget for børn og familie skal behandle i morgen torsdag.

I den politik er der sat tre konkrete målsætninger op:

  1. Reducere antallet af børnesager – herunder sager med længerevarende anbringelse på døgninstitution
  2. Styrkelse af indsatsen for udsatte børn og unge gennem tidlige indsatser
  3. Gode tilbud til udsatte børn og familier

Tidlig indsats

Her er det åbenlyst at tingene hænger tæt sammen idet en vellykket tidlig indsats i sig selv vil bevirke, at der bliver færre børnesager.

Og når det gælder den tidlige indsats, så viser forskningen, at det ikke mindst er indsatsen før skolealderen, der er afgørende, fremgår det af den nye politik.

- Det skyldes blandt andet, at der i børnenes tidlige leveår er et ”window of opportunity” for udvikling af en række ikke-kognitive færdigheder, som gradvist ændres med alderen. Disse færdigheder har betydning for, hvordan man senere vil kunne begå sig i samfundet, hedder det i politikken.

Det lidt kantede udtryk 'ikke-kognitive færdigheder' dækker over ens holdninger og adfærd. Evner som motivation, udholdenhed og selvkontrol falder i den kategori.

- Forskningen viser endvidere, at man, ved at observere udfordringer hos barnet i de tidlige leveår og ved at iværksætte den rette indsats, kan forebygge en negativ udvikling i forhold til sundhed og trivsel, sprog, motorik og adfærdsregulering, hedder det i forslaget til den nye politik.

En tidlig indsats betyder, at kommunen vil arbejde tæt samarbejde med forældrene. Udsatte forældre og unge forældre skal have styrket deres evne til at være far og mor.

Smidigere sagsebhandling

Hidtil er det ikke lykkedes for kommunen at få nedbragt antallet af børnesager, men blot at bremse stigningen.

For at lave om på det vil kommunen stramme op på sagsbehandlingen, samt styrke samarbejdet på tværs.

- En forudsætning for at få vendt antallet af børnesager er, at sagerne løses administrativt smidigt, hurtigt og effektivt. Det forudsætter kompetente medarbejdere - centralt såvel som lokalt - i hele kommunen. Det betyder, at rammerne for rekruttering og fastholdelse af eksisterende personale er afgørende, således at der kan opnås kontinuitet i en kompetent medarbejderstab.

Kommunen vil gå i dialog med de faglige organisationer for at styrke rekrutteringen og fastholdelsen. Netop dette har dog hidtil vist sig at være den sværeste nød at knække. Således skyldes problemerne med sagsbehandlingen i Tasiilaq til dels, at man i kommunen ikke kan få besat de opslåede stillinger.

Kommunen erkender da også, at det ikke bliver nogen helt enkel opgave at nå de tre mål.

- Det er ambitiøse målsætninger for området for udsatte børn og familier, og det er ikke lette målsætninger, der forsøges opfyldt. En afgørende forudsætning for succes er et godt samarbejde og inddragelse af alle involverede aktører. At skabe varige forandringer i byer såvel som lokale samfund er et fælles anliggende, som vi håber du vil hjælpe os med at komme i mål med.

Stormvarsel for Tasiilaq
DMI har udsendt et kategori 2 stormvarsel for Tasiilaq, gældende fra den 6. marts 2024 kl. 09.00 til den 7. marts 2024 kl. 01.00. Stormen vil have vindhastigheder på 25-27 m/s fra nordøst, med...
Vellykket Snow Fest fejrede kreativiteten
Med en imponerende blanding af sne, musik og fællesskab blev årets Snow Fest i Nuuk afsluttet i weekenden. Mens den officielle vinder blev kåret, deltog de besøgende også aktivt i begivenheden, og...
Powered by Labrador CMS