Ser alvorligt på vold og trusler mod politiet

- Når først der sker noget fysisk imod os, stopper vi ikke med en bødesag, så kører vi sagerne som voldssag igennem kredsretten, fortæller politikommissær Niels Nyvang

- Vi ser alvorligt på de her slags sager, specielt når det drejer sig om vold mod politifolk og trusler mod politifolks familier, fortæller politikommissær Niels Nyvang, Nuuk Politi. Foto: Leiff Josefsen
Offentliggjort

Efter dagens opråb fra politibetjente i Østjylland, efter de i weekenden er blevet udsat for verbale eller fysiske overgreb ti gange, beretter Nuuk Politi også om lignende episoder, hvor politibetjente ikke kan udføre deres arbejde i fred og ro.

- Vi oplever fysiske og verbale angreb i forbindelse med indsatser omkring værtshusmiljø, hvor folk råber efter politifolk eller giver dem fingeren. Vi oplever det også i forbindelse med anholdelser, hvor folk gør modstand ved at skubbe eller slå til os. Det ser vi alvorligt på, og der bliver rejst sigtelser for det, fortæller politikommissær Niels Nyvang, Nuuk Politi.

Læs også "Dansk politi slår alarm: Folk sviner os til"

Læs også "Dødstrusler mod politi-familier"

- Østjyllands Politi siger, at politiet vil rejse sigtelser i samtlige 10 sager fra weekenden. Hvordan ser I på alvoren af fysiske og verbale angreb mod politiet?

- Vi ser på det på nogenlunde samme måde. Når først der sker noget fysisk imod os, stopper vi ikke med en bødesag, så kører vi sagerne som voldssag igennem kredsretten. Generelt bliver der lagt op til anstaltsanbringelse, forklarer Niels Nyvang til Sermitsiaq.AG.

- Jeg kan ikke på stående fod huske satsen for en "fuck-finger" eller verbale tilråb, men den ligger i laget mellem 1.000 og 2.000 kroner.

- Jeg vil ikke sige, at det her er noget stort problem for politiet i Nuuk. Det sker, men det er ikke så tit. Vi ser alvorligt på de her slags sager, specielt når det drejer sig om vold mod politifolk og trusler imod politifolks familier, fremhæver Niels Nyvang.

Læs også "Mand i byen truede betjent på livet"

Truede betjent på livet
I forrige weekend spyttede en 27-årig mand under en bytur i Nuuk en politimand i ansigtet, hvorefter han truede en anden politimand på livet. Ifølge politiet blandede den 27-årige sig i politiets arbejde på stedet og kastede et ølkrus efter politifolkene.

Efter overnatning i detentionen blev manden løsladt efter afhøring. Han kan nu forvente et retsligt efterspil, forklarer Niels Nyvang.

Powered by Labrador CMS