Selvstyret med løftet pegefinger: Snescootere må ikke anvendes ved sælfangst
Det er kommet for departementet for fangst for øre, at snescootere bliver anvendt ved sælfangst i Østgrønland. Men det er ulovligt, minder departementet om.
Snescootere må ikke bruges under sælfangst, lyder det fra departementet for fangst.
Foto: Jesper Krogh Johansen / Selvstyret
Snescootere må ikke bruges under fangst af sæler.
Sådan lyder den løftede pegefinger fra Departementet for Fiskeri, Fangst, Landbrug og Selvforsyning, efter departementet har fået kendskab til ulovlig brug af snescootere under fangst i Østgrønland.
Det er via en henvendelse fra borgere, at selvstyret er blevet bekendt med ulovlig brug af snescootere under sælfangst.
Departementet henviser i den forbindelse til en bekendtgørelse, der beskriver, at fly, helikoptere og motordrevne køretøjer, herunder snescootere ikke må anvendes under jagt på
sæler.
- Snescootere kan dog anvendes på havis og i tilladte transportkorridorer for fragt af fangst med
undtagelse af uuttoq-fangst, lyder det i bekendtgørelsen.
Bekendtgørelsen om beskyttelse og fangst af sæler beskriver endvidere, at der kan pålægges bøde eller konfiskation af materiale ved brud på bekendtgørelsen.
- Det skal erindres at flere kommuner har kommunal vedtægt for snescootere/ motoriserede køretøjer, du kan spørge din kommune om der er kørselsvedtægt gældende for din hjemkommune, oplyser departementet for fangst.