Selvstyret glemte at flage med Dannebrog på grundlovsdag
Sidste år blev det besluttet, at man ville hejse det danske flag den 5. juni foran parlamentet i Nuuk.
På grundlovsdag i tirsdags skulle det danske flag havet vajet foran de grønlandske parlaments- og regeringsbygninger, Inatsisartut og Naalakkersuisut, i Nuuk.
Det skete dog ikke alligevel, skriver det grønlandske medie KNR.
Konstitueret direktør i formandens departement Tina Davidsen kalder det en beklagelig forglemmelse, at man ikke fik hejst flaget.
Hun slår over for KNR fast, at man nu vil undersøge, hvorfor betjentene i parlamentet ikke fik besked om, at flaget skulle hejses.
Beslutningen om at flage med det danske flag hvert år på grundlovsdag, den 5. juni, blev ifølge mediet truffet sidste år af det daværende formandskab for Inatsisartut.
Begrundelsen for flagningen lød, at Danmark var begyndt at flage med det grønlandske flag, Erfalasorput, på den grønlandske nationaldag den 21. juni. Derfor skulle det ses som en gestus.
Den danske beslutning om at flage med det grønlandske flag tog regeringen i 2016, efter at flagstængerne på de danske statslige bygninger var blevet talt.
Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) lagde efterfølgende vægt på, at der er et stærkt fællesskab mellem landene.
- Vi behøver ikke at ligne hinanden, tale det samme sprog, være enige om alt eller have samme flag for at holde sammen, sagde statsministeren.
- Vort fællesskab er stærkt, fordi det bygger på respekt, frihed og plads til forskellighed. Vi gør hinanden stærkere. Det er værd at markere.
Foruden at flage med det grønlandske flag markerer Danmark også den færøske nationaldag den 29. juli ved at flage med færøske flag.