Selvstyret: Behold NemID lidt endnu

Lov om MitID, som skal erstatte NemID i forbindelse med borgernes selvbetjeningsmuligheder i det offentlige er endnu ikke trådt i kraft.

Offentliggjort

Selvom borgere i Danmark overgår til MitID i morgen onsdag den 6. oktober, bør borgere i Grønland bruge NemID i offentlige grønlandske selvbetjeningsløsninger.

Lovgivningen omkring MitID her i landet er nemlig endnu ikke på plads, og dermed endnu ikke er trådt i kraft. Loven skal behandles i Inatsisartut dette efterår.

Selvstyret opfordrer borgerne til at beholde NemID lidt endnu.

- Lov om MitID behandles i Inatsisartut på efterårssamlingen, og dermed er MitID endnu ikke trådt i kraft for Grønland. Hvis Inatsisartut vedtager anordningen af loven om MitID for Grønland, er forarbejdet dog gjort, så Grønland også kan overgå til MitID relativt hurtigt.

- Indtil da skal grønlandske myndigheder og virksomheder benytte NemID, oplyser Selvstyret i en pressemeddelelse.

Lov om MitID skal førstebehandles den 13. oktober og andenbehandles den 4. november.

MitID erstatter NemID

MitID er et nyt elektronisk identifikationsmiddel, der kommer til at erstatte NemID. For personer bosiddende i Danmark vil det blive muligt at overgå fra NemID til MitID fra den 6. oktober.

- Overgangen fra NemID til MitID er en del af en normal udviklingsproces, hvor digitale løsninger erstattes af nye over tid. Det gør de, særligt for at sikre, at de digitale løsninger lever op til et tidssvarende sikkerhedsniveau, ligesom man kender det fra mobiltelefoner og andre elektroniske enheder, skriver selvstyret.

Banker kan kræve allerede nu

Selvstyret oplyser, at nogle banker kan vælge at benytte MitID allerede fra efteråret. Det er bankernes ansvar at informere kunderne.

- Grønlandske bankkunder, der overgår til MitID fra oktober, skal fortsat beholde deres NemID til brug for de myndigheder og virksomheder som fortsat benytter NemID, oplyser Selvstyret.

NemID udfases først i 2022, den eksakte dato meldes ud, så snart den er officiel.

Powered by Labrador CMS