Seksuelle overgreb: Det lettede at tale om det

I sidste uge besluttede Kenneth Bjørn Andersen, at stå frem på Facebook og fortælle om det seksuelle overgreb, som han blev udsat for som spæd.

- Det er i et håb om, at folk vil åbne sig, for jeg ved, at der er mange derude, som har oplevet overgreb i sådan en grad, at de slet ikke kan fortælle det til nogen, siger Kenneth Bjørn Andersen til Sermitsiaq.AG.

Selv har Kenneth igennem en årrække talt åbent med venner og familie om sit overgreb. Så da han 8. marts blandet skrev på Facebook ‘Jeg har det generelt godt, men min bund er meget dyb’, så havde han egentlig ikke regnet med, at de ville påvirke ham så meget.

- Det, at jeg delte det på Facebook, det påvirkede mig meget mere, end jeg troede det ville. Det hele vendte tilbage, men det betød også, at jeg nu har nye værktøjer til at bearbejde det med. Jeg kan se, at der stadig er noget, der kan forbedres i mig.

Det første minde

For arbejdet med sit traume, det har Kenneth lige siden han var spæd.

Det var en babysitter, der forgreb sig på ham. Han ved ikke præcis, hvor gammel han var på det tidspunkt, men gætter, at det var et år til halvandet. Han fortæller, at det er det tidligste minde han har.

- Han fører mig ind på et værelse og holder mig i benlås mellem sine ben mens han begår overgrebet. Jeg ligger grådkvalt og kan ikke få vejret, fordi jeg ligger i benlås. Jeg ved ikke hvor lang tid det tager. Og da vi kommer ud, ser jeg en trappe, der virker stor og bred i min erindring, selvom den i virkeligheden er smal. Vi kommer så op i stuen, og jeg husker ikke meget mere derfra.

Ensomt barn

De næste minder, som Kenneth har, ligger flere år senere.

- Det er utroligt at tænke på, hvilken virkning sådan et traume kan have på et menneske. At man kan huske sådan en følelse så skarpt.

Den skarpe smerte skulle Kenneth bære rundt på i hele sin barndom og ungdom inden han delte den med andre. Da han kom i skole sad for sig selv og legede med biler. Han kunne ikke rigtig snakke med nogen, havde ingen venner.

Kunne ikke fortælle det til sin mor

Den første han nogensinde fortæller om overgrebet, er en ven - efter at denne selv var blevet udsat for et overgreb af den samme mand. Vennen fortalte om overgrebet til sin forældre, som kontaktede Kenneths mor. Men da hun spurgte ham, om der var sket noget med ham, benægtede han alt.

- Jeg turde ikke fortælle om det, til dels fordi jeg havde dårlig samvittighed over at have båret på denne hemmelighed i fem til seks år.

Døden giver håb om indre fred

Først da Kenneth bliver 18 til 19 år fortæller han det til familien.

Den tunge hemmelighed havde givet ham lavt selvværd, hvor han gik alternative veje for at få venner. Spillede mere maskulin og sej end han egentlig var. Tog dårlige beslutninger.

- Man kan ikke være ærlig. Man kan ikke vise sin sorg og sine tanker, for så skal man til at forklare det - og man tør ikke forklare det.

Da han var i tyverne røg han ud i et hashmisbrug. Og som mange andre ofre for et overgreb fik også Kenneth selvmordstanker. En enkelt gang var det tæt på, da løb han ud på en motorvej.

- Hvis jeg skulle dø, så vil det være fint nok, for så ville jeg få fred i mit indre, beskriver han sine tanker fra dengang.

Heling

Men efterhånden fik han bekæmpet sine dæmoner ved at se dem i øjnene. En måde var, at han skrev digte, hvor han skrev sine mest dystre tanker ned.

Det at tale med andre var ligeledes været en del af helingsprocessen.

- Det er først i de sidste fem år, jeg er begyndt at finde min indre fred, hvor jeg gerne vil have mere overskud til at kunne se, hvilken vej jeg skal vælge for skabe et godt liv for min datter og mig, siger den nu 34-årige mand.

Andre kan hjælpe med at bære

Det er metoo-kampagnen samt den jævnaldrende Henrik Thomsens fortælling om det overgreb, som han blev udsat for, som har fået Kenneth Bjørn Thomsen til at stå frem. Han håber, at han kan være med til skabe en bølge af åbenhed, der kan give håb til de mange, der stadig bærer på den tunge hemmelighed alene.

- Den hemmelighed, som man bærer på, er jo en kæmpe belastning for en selv, så man kan godt være bange for, at den bliver en lige så stor belastning for dem, man deler den med. Men lige så snart man deler den, så ser man at alle tager lidt og hjælper med at bære lidt.

Har du behov for hjælp? Du kan finde kontaktoplysninger via dette link.