Odense
Se galleri: Nordatlantisk julemarked i Odense
For andet år i træk har der været julemarked i Nordatlantisk Hus i Odense
Traditionen med at afholde et julemarked er taget med fra det gamle grønlandske hus i Odense. Og de mange mennesker, som benyttede weekenden til at se på alle herlighederne er det gode bevis på, at traditionen lever videre i bedste velgående.
Læs: Sådan vil Nordatlantisk Hus fejre et års jubilæum
Direktør for både Det Grønlandske Hus og Nordatlantisk Hus Kirsten Mærsk var ikke overraskende meget tilfreds med de to dage og sagde blandt andet til Sermitsiaq.AG:
- Det er så dejligt at få lavet lidt oplysning om Grønland, Island og Færøerne. Det er også rigtig dejligt at få vist noget af alt det, som de tre lande står for. Jeg tror, at vi med julemarkedet rammer tidsånden. Folk vil gerne i dagens Danmark give lidt specielle gaver både til jul og i alle mulig andre sammenhænge. Unika er det jo.
Boder med alle mulige fristelser
Der var boder med alle mulige fristelser på de tre etager i Nordatlantisk Hus. Der var strik, arbejder i sælskind, julekort, små kunstværker i ben, salg af bøger og fotografier, smagsprøver på produkter fra Island og så solgte den grønlandske pigegruppe fra Ungdomshuset i Odense juledekorationer og julenisser. Julenisserne fremstillet af gamle numre af Sermitsiaq. Og selvfølgelig var der korsang.
Lørdagsunderholdningen var lagt i hænderne på Umiaq-koret, og søndag eftermiddag var det det store Nordatlantisk kor som sang på de tre nordatlantiske sprog.
Tilfredshed
Det var første gang, at Erik Heilmann udstillede på julemarkedet og tilfredsheden var stor.
- Jeg har solgt helt vildt. Det er første gang, at jeg udstiller mine egne ting, og det har været en rigtig stor oplevelse fortalte Erik Heilmann til Sermitsiaq.AG.
Erik Heilmann arbejder blandt andet i rensdyrtak, moskushorn og moskuspande.
Se billeder under denne tekst