Se bud på fremtiden i Katuaq
Frem til begyndelsen af marts har folk i Nuuk en spændende mulighed for at tage et anderledes kig ind i fremtiden
Da Sermitsiaq.AG var i italienske Venedig i august i forbindelse med åbningen af den store udstilling om Grønland i den danske pavillon på den internationale arkitekturbiennale, var der masser af rosende ord til det dansk-grønlandske bidrag.
Således var de flotte ord rettet mod ’Possible Greenland’-udstillingen, som viser, hvordan arkitekter fra Grønland og Danmark har givet bud på, hvordan vi kan indrette vores samfund med eksempelvis bæredygtige huse, samtidig med at de fremviser andre tankevækkende projekter inden for infrastruktur, urbanisering og bæredygtighed.
En udstilling, som nu er kommet til kulturhuset Katuaq i Nuuk, hvor den kan ses de næste tre uger.
Oplæg til en konstruktiv debat
Administrerende direktør i Dansk Arkitektur Center og kommissær for det danske bidrag til arkitekturbiennalen i Venedig, Kent Martinussen, forklarer her, hvad udstillingen gerne skal bidrage med i Nuuk.
- Udstillingen Possible Greenland er det første samlede bud på, hvordan arkitektur i bredeste forstand kan bidrage til udviklingen af det grønlandske samfund. Som bekendt siger ét billede mere en tusind ord. Lidt forenklet kan man sige, at Possible Greenland-projektet forsøger at skabe nogle mere menneskeligt forståelige billeder af de nye livsrammer, som udviklingen i Grønland kan medføre – og som alle avisartiklerne og kommissionsrapporterne beskriver i ord.
- Projektet sætter billeder på ord og viser eksempelvis, hvordan nye familieboliger kan være indrettet og se ud i det grønlandske landskab, eller hvordan man kan tænke ny stor lufthavn og industrihavn sammen til en international infrastruktur, og hvordan grønlandske byer kan blive turistdestinationer og samtidigt mere spændende at bo og leve i for grønlænderne. Alt sammen som oplæg til en konstruktiv debat om, hvor Grønland skal hen. Det har hele tiden været meningen og helt essentielt, at udstillingen nu bliver vist i Grønland for det publikum, som skal diskutere og i sidste ende beslutte, hvordan fremtidens Grønland skal udvikles, siger Kent Martinussen.
Grønlandske deltagere
Possible Greenland, som var det officielle danske bidrag til den 13. internationale Arkitekturbiennale i Venedig, er kurateret af den internationalt anerkendte professor i geologi Minik Rosing i samarbejde med Nord Architects Copenhagen.
Blandt deltagerne er blandt andet Tnt nuuk, Qarsoq Tegnestue, Tegnestuen Nuuk, BIG – Bjarke Ingels Group, Julie Edel Hardenberg, Inuk Silis Høegh, Greenland Migrating: KITAA Arkitekter, Arktisk Ingeniør v/ Sanaartornermik Ilinniarfik i Sisimiut og Danmarks Tekniske Universitet, DTU Management Engineering.
Possible Greenland-udstillingen kan ses i Katuaq fra 5. februar til 3. marts.
Læs alle Sermitsiaq.AG’s artikler om Possible Greenland her