Kujalleq
Se billeder: Stor spørgelyst på borgermøde
Fremtidens trafikstruktur og renovering af boliger var blandt emnerne, da Naalakkersuisut var til borgermøde i Qaqortoq
Indsatsen mod arbejdsløsheden.
Plan for renovering af boligerne.
Og visionerne på lufthavnsområdet.
Lang liste
Listen af emner var lang, da Naalakkersuisut-formand Kim Kielsen (S) og naalakkersuisoq for Boliger, Byggeri og Infrastruktur, Knud Kristiansen (A), holdt borgermøde tidligere på ugen i Qaqortoq sammen med borgmester Jørgen Wæver Johansen (S).
Renovering
På mødet kom det blandt andet frem, at Selvstyret er ved at gennemgå samtlige af sine boliger i Kommune Kujalleq, og målet er, at der skal være en renoveringsplan for hver enkelt ejendom.
Planen skal give lejerne klarhed over, hvad der kommer til at ske med netop deres bolig, lige som planen skal give A/S Boligselskabet INI et overblik over behovet for renovering og omkostningerne til vedligeholdelse.
Nanortalik
Og for eksempel i Nanortalik bliver der således afsat i alt 19,2 millioner kroner de kommende år til renovering og sanering af Selvstyrets boliger.
Indsatsen på boligområdet hænger tæt sammen med sektorplaner for de enkelte byer. Og når det gælder Nanortalik står det for eksempel klart, at der er for mange tomme boliger i byen, og fire ejendomme med i alt 57 lejemål skal således saneres.
Havne
En række havne får desuden en kærlig hånd, hvor arbejdet efter planen skal gå i gang i år.
Den indsats betyder blandt andet forbedrede anløbsforhold for krydstogtskibe i Qaqortoq.
Lufthavne
På lufthavnsområdet venter Naalakkersuisut dels at kunne begynde projekteringen af en ny lufthavn med en 1.499 meter lang landingsbane i Qaqortoq i år, dels er det også målet at kunne begynde projekteringen af en række korte landingsbaner til fly med maksimum 19 passagerer. Sådanne baner kan blive aktuelle i Narsaq, Nanortalik og Alluitsup Paa.