Sisimiut
Se billeder: Mad bliver til muld i Sisimiut
20 butikker, virksomheder og storkøkkener afleverer i alt op til 5.000 kilo affald hver uge i Sisimiut, og de sorterer langt mere, end parterne bag projektet havde turdet håbe på
Som omtalt fredag morgen i artiklen ’Strandede isskosser bliver til drikkevand til Fjernøsten’ er et erhvervsprojekt ved at udvikle sig til en endnu større succes i Ilulissat.
Også i landets næststørste by, Sisimiut, er der medvind til et projekt. Således er madaffald ikke længere affald. Det bliver i stedet omdannet til muld i specialbyggede skibscontainere, så i sommeren 2016 kan sisimiormiut dyrke tomater i muld fra deres eget køkkenaffald.
Kartoffelskræller, madrester, fiskeskind og teposer kommer i en grøn spand, som bliver tømt en gang om ugen. 20 butikker, virksomheder og storkøkkener afleverer i alt mellem 3.000 og 5.000 kilo hver uge, og de sorterer langt mere, end parterne bag projektet havde turdet håbe på, fremgår det af en pressemeddelelse.
Blandes med træaffald
Madaffaldet blandes med træaffald, som der er rigelige mængder af på dumpen i Sisimiut. Begge dele køres gennem en stor kværn og læsses ind i kompost-containeren. Her sørger overskudsvarme fra fjernvarmenettet for at varme affaldet op over de 30 grader, som sætter komposteringen i gang. I den proces bliver materialet over 70 grader varmt, og det slår smittefarlige bakterier ihjel.
Efter fem uger er affaldet blevet til kompost, som lægges ud i store miler, hvor den i løbet af nogle måneder modner, så materialet kan bruges som jord til bede eller til at dække af på dumpen.
- Der er tale om et forsøg. Foruden butikkerne deltager 250 beboere i lejligheder og 70 familier i villaer. De er kommet lidt senere i gang, så vi ved endnu ikke, hvor meget de afleverer. Men vi har mødt stor interesse i hele byen, fortæller driftsleder Martin Jungersen fra Qeqqata Kommunia i meddelelsen.
Hele formålet med projektet er at få ryddet op på dumpen.
På et år kan projektet spare forbrændingsanlægget for omkring 300-350 ton affald, lyder meldingen.
Se billeder under denne tekst