Se billeder: Julemanden kom kørende i stor rød brandbil
På grund af vejret blev den traditionsrige julemandsflyvning med helikopter skiftet ud med julekørsel i Nuuk.
Juleaftenen blev anderledes ligesom så meget andet i dette specielle år.
Det var ellers planen, at den traditionsrige julemandsflyvning med helikopter skulle gennemføres, men på grund af vejret blev det til en julekørsel med en stor brandbil.
Nuuk Brandvæsen stod for kørslen af julemanden, og her blev der hilst på de fremmødte børn i Qinngorput, Ilimmarfik, Tuapannguit og til sidst Dronning Ingrids Hospital.
Slik til børn
For at overholde både retningslinjerne for forsamlinger og anbefalingerne til afstand, var det ikke muligt at løbe i samlet flok til julemanden.
Men de fremmødte børn blev ikke snydt for slik. Julemandens hjælpere, nisserne, gik rundt og uddelte søde sager til de mindste.
Sermitsiaq.AGs pressefotograf fulgte julemanden. Se billederne ved at klikke på de mange billeder i toppen af denne artikel.